Endeligt punktum i langstrakte forhandlinger mellem Selvstyret og SIK

SIK-medlemmer, der er ansat i Selvstyret, kan efter godt halvandet års ventetid begynde at mærke lønstigning i julebudgettet.
Den underskrevne aftale omfatter i alt 26 overenskomster og gælder frem til 31. marts 2022. Arkivfoto. Foto © : KNR / Malik Brøns
Skrevet af Jens Betak
11. december 2019 12:11

2. december blev der sat et endeligt punktum for de lange forhandlinger om en ny overenskomst til SIK-ansatte i Selvstyret, hvor den endelige aftale blev underskrevet efter over et års forhandlinger.

Aftalen lyder på en årlig lønstigning på 2 kroner og 20 øre i timen til 17 forskellige faggrupper, der arbejder under Selvstyret – heriblandt brandmænd, dagplejere og sundhedsmedhjælpere.

Både i fagforbundet SIK og i Selvstyret erkender man, at forhandlingerne har været langstrakte.

- Det kan være komplekst, når der er 17 forskellige faggrupper, der skal forhandles på plads, og deres (SIK’s, red.) forventninger kan nogle gange overstige, hvad samfundet kan bære. Men det har været konstruktive forhandlinger, siger André Steenholdt Guttesen, der er kontorchef i Økonomi- og Personalestyrelsen og har forhandlet for Selvstyret.

LÆS OGSÅ Medlemmerne må vente flere måneder mere på lønforhøjelse

Et af de centrale stridspunkter i forhandlingerne var naturligvis, hvor meget mere i løn, medlemmerne skulle have. Men SIK ville også have en række tillæg forhandlet ind i overenskomsterne, hvilket dog ikke lykkedes for Grønlands største fagforbund.

- Vi havde 58 tillæg, som vi gerne ville have forhandlet ind i overenskomsterne, men det mislykkedes. Vi vil dog prøve at få dem forhandlet ind i de næste overenskomster, siger Jess G. Berthelsen, der er forbundsformand i SIK.

Udbetalinger er i gang

Den tidligere overenskomst udløb 1. april 2018, hvor der i realiteten skulle ligge en ny overenskomst klar til at træde i kraft.

Virkeligheden har dog været en helt anden, hvor der skulle gå halvandet år, før de første SIK-medlemmer kunne mærke nogen lønstigning.

Den nyligt underskrevne aftale gælder med tilbagevirkende kraft fra 1. april 2018. Med lønstigningen har medarbejderne, der er omfattet af overenskomsten, penge til gode hos det offentlige.

Ifølge Økonomi- og Personalestyrelsen blev lønstigningen udbetalt på medlemmernes konto i slutningen af oktober.

LÆS OGSÅ SIK's lokale afdelinger er tilfredse

Foruden lønstigningen er der også nogle mindre tillæg, som nogle medlemmer mangler at få udbetalt, fordi medlemmerne selv skal indtaste oplysninger. Økonomi- og Personalestyrelsen forventer, at sidste penge bliver udbetalt i februar.

Den underskrevne aftale omfatter i alt 26 overenskomster og gælder frem til 31. marts 2022.