En uendelig strimmel af sne, der snor sig om sig selv.
Værket, der søndag løb med førstepræmien ved årets udgave af Nuuk Sneskulpturfestival, ser abstrakt ud, men budskabet er frostklart:
- Det var vigtigt for os, at den var endeløs. Den kører rundt hele tiden, og titlen er 'Forever United'. Vi er forbundet med hinanden for altid. Vi skal respektere hinanden. Uanset om vi er grønlændere eller danskere eller andre, så skal vi holde sammen, forklarer Kathrine Schmidt.
Hun er en del af holdet 'Balkkan', som står bag kreationen, der smeltede dommernes hjerter.
Intet i konkurrencen var dog sikkert før til sidst.
- Vi var lige ved at blive bange for, at vi ikke kom på podiet. Alle de andre fik priser. Så vi var sådan lidt modløse, men heldigvis kom vi op alligevel, siger Kathrine Schmidt og griner.
Plusgrader gav problemer
Nuuk Sneskulpturfestival har været anderledes i år på flere punkter.
Først og fremmest skar coronarestriktionerne antallet af deltagende hold ned til otte.
Og så blev vejret en udfordrende medspiller:
- I år har sneen været rigtig svær. Den er meget skrøbelig, og der har været for mange varmegrader, og solen har været hård. Så det har været rigtig, rigtig svært i år, fortæller Kathrine Schmidt, der glæder sig til at fejre sejren med sine holdkammerater:
- Ja, og måske få lidt massage på skuldrene!
Alle festivalens otte sneskulpturer kan ses på kolonihavnen i Nuuk frem til den 11. marts.
Kommentarer