Nina og Julie: En tomhed i maven

En andenplads ved årets Melodi Grand Prix vækker på én gang skuffelse og stolthed hos Nina Kreutzmann Jørgens og Julie Berthelsen efter lørdagens Melodi Grand Prix i Herning.
23. februar 2019 21:03

- Hvis jeg skal være ærlig, har jeg det faktisk godt. Jeg har stadig en tomhed inde i maven, eller jeg kan ikke helt beskrive, hvad det er. På en eller anden måde er jeg lidt i chok, for jeg var ret sikker på, at vi ville vinde.

Ordene kommer fra Nina Kreutzmann Jørgensen umiddelbart efter showet lørdag aften, hvor hun sammen med Julie Berthelsen fik en andenplads.

LÆS OGSÅ Julie og Nina er nummer to i Melodi Grand Prix

- Den kommer nok til at sidde et stykke tid. Og man kommer til at tænke på alt det, der skete, og det, vi havde gang i…  Øv! siger Julie Berthelsen.

Nina: Ny vej for grønlandske artister

Men det er samtidig to stolte finalister, som føler, at deres sang ”League of light” har vakt stor interesse i Danmark for forholdet mellem Grønland og Danmark.

Noget, som de er taknemmelige for – uanset resultatet.

- Vi har brugt mange dage på at snakke med mange radioer og mange journalister. Jeg tror, vi nåede så langt, vi kunne med det. Og så kan det forhåbentlig sprede lidt flere ringe i vandet, siger Julie Berthelsen.

LÆS OGSÅ Borgmester i Sermersooq: Julie og Nina er skønne ambassadører for Grønland

Og det, som parret er nået ud med, er en fornyet interesse i Danmark for Grønland og grønlandsk musik, føler de.

- Grønland er repræsenteret i det danske melodi grand prix, og sproget er med. Det kan jo godt være, at nogen andre artister hjemmefra får lyst til at prøve at det her. For det er en vild, fantastisk, sjov, fed oplevelse – men det er hårdt, siger Nina Kreutzmann Jørgensen.

- Det siger vi ikke til dem. Vi siger: ’Det er mega fedt.' De skal bare alle sammen melde en sang ind næste år’. Jeg tror på, at vi har åbnet op for det positive fællesskab (mellem Grønland og Danmark, red.) og det gode i fællesskabet, som vi jo stadig har sammen, tilføjer Julie Berthelsen.

LÆS OGSÅ - Nu vil vi bare på, men hold kæft, vi er nervøse!

Og intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. For Nina Kreutzmann Jørgensen betyder andenpladsen, at hun nu undgår at sidde i Tel Aviv i Israel til maj til internationale Melodi Grand Prix, mens der er en vigtig fest i familien.

- Det er åbenbart sådan, det skal være. Og så kan jeg være med til min datters konfirmation. Det er jo godt! siger hun til KNR.

Og så er en andenplads bestemt også værd at fejre, er duoen enig om. 

- Vi skal feste. Vi skal ind og have en øl og en gin og tonic, siger Nina Kreutzmann Jørgensen.

- Ja, vi skal lige have en lille fest, så længe det varer, understreger Julie Berthelsen.