En person anholdt efter usædvanligt dobbelt-overfald

En person er anholdt i sagen om et dobbelt overfald på to kvinder på åben gade i Nuuk.
Rigspolitiet
Foto © : Rigspolitiet
Skrevet af Kenneth Elkjær
02. marts 2017 11:47

Politiet i Nuuk har anholdt en 23-årig mand, der er mistænkt for at stå bag overfald på kvinder natten til onsdag ved Radiofjeldet i Nuuk. Det oplyser vagtchef Lina Davidsen til KNR.

Han vil blive fremstillet i grundslovforhør torsdag, hvor politiet går efter en tilbageholdelse i 28 dage.

Anholdelsen skete på baggrund af en henvendelse fra en borger, oplyser politiet.

To overfald med kort mellemrum

De to kvinder blev overfaldet omkring 00.45 med kort mellemrum i området omkring Radiofjeldet ved Nuuk. Først overfaldt han en kvinde, som blev reddet af en mand, der kom hende til undsætning.

Efterfølgende overfaldt gerningsmanden en anden kvinde ved at tage kvælertag på kvinden og slå hende flere gange i ansigtet.

Onsdag oplyste politiet, at de arbejdede på højtryk for at opklare de to overfald:

- Det er heldigvis meget usædvanligt, at vi oplever den slags, og derfor prioriterer vi sagen meget højt, sagde vagtchef Mads Lynge med henvisning til, at det er sjældent, at personer bliver overfaldet på åben gade her i landet.

LÆS OGSÅ Efterlyser vidner til usædvanligt dobbelt-overfald i Nuuk