90 procent af de en milliard doser er blevet leveret til lav-og mellemindkomstlande.Foto: Ane-Marie Petersen/KNR

En milliard vaccinedoser er fordelt globalt af Covax

Den seneste vaccineleverance, som markerede en milliard doser, er gået til Rwanda.

Det internationale vaccinesamarbejde i Covax har i weekenden nået en milepæl.

Samarbejdet har nemlig betydet, at der nu er distribueret en milliard vaccinedoser mod covid-19 til verdens lande.

Covax blev dannet i 2020 af blandt andre Verdenssundhedsorganisationen WHO. 

Covax leverede sin første vaccinedosis til Ghana i februar sidste år. Den seneste leverance, som markerede en milliard doser er gået til Rwanda.

90 procent af de en milliard doser er blevet leveret til lav-og mellemindkomstlande.

Covax har dog ikke levet op til et tidligere mål om at levere to milliarder doser til verdens lande inden udgangen af 2021. 

Det skyldes ifølge Covax, at det ikke har været muligt at sikre tilstrækkeligt store andele af vacciner i konkurrencen med verdens rige lande.

Blandt kritikere af de rige landes ageren med selv at hamstre vacciner er den tidligere britiske premierminister Gordon Brown.

I julen kaldte han den ulige fordeling af vacciner til fattigere lande for "en skamplet på vores globale sjæl".



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl