Emanuel Nûko stiller igen op til Inatsisartut

En retssag om vold mod Emanuel Nûko betød, at han i foråret blev ekskluderet fra Inatsisartut. Han blev frifundet for vold i både kredsretten og i Landsretten, men i Landsretten fik han en bøde for at forstyrre den offentlige orden.
- Jeg har accepteret dommen og betalt bøden. Uden at lade det fylde ser jeg frem til at tjene befolkningen igen, og derfor har jeg valgt at stille op, udtaler Emanuel Nûko til KNR.
Og nu melder han sig klar til igen at stille op til Inatsisartut. Derfor vil han til det kommende valg til Inatsisartut igen være at finde på stemmesedlen for Naleraq.
Det fortæller han til KNR og i en pressemeddelelse, hvor han også sætter lidt ord på, hvad han politisk gerne vil.
- Mit politiske initiativ omfatter et ønske om bedre organiseret uddannelse, bedre vilkår for børn, unge og socialt arbejde. Jeg ønsker, at erhvervslivet skal udvikle sig på en bæredygtig måde, og at levevilkårene skal forbedres i yderdistrikterne, skriver han i pressemeddelelsen, der annoncerer hans kandidatur.
Udover det skriver han, at han har fuld opbakning fra Naleraq i Tasiilaq.
Emanuel Nûko frygter ikke, at flertallet blandt Inatsisartut igen vil fratage ham sit mandat, hvis han bliver valgt ind i Inatsisartut.
- Man skal ikke dømme en person. Mennesker bevæger sig videre i livet. Jeg tror på det, og derfor er jeg sikker på min fortsatte rejse i politik, siger han.
Sikker på comeback
Allerede tilbage i april, da det blev besluttet af de andre politikere i Inatsisartut, at han ikke kunne fortsætte som medlem, fortalte han til KNR, at han ville komme tilbage.
- Jeg planlægger at stille op til valget igen. Jeg vil altid kæmpe for befolkningens velfærd, sagde han dengang til KNR.
Emanuel Nûko er den anden person, der melder sit kandidatur for Naleraq. Den første var Qupanuk Olsen - bedre kendt som Q's Greenland, der meldte sig som kandidat tidligere på måneden.