Ellen Trane Nørby stiller op som næstformand i Venstre

Der skal være kampvalg i partiet Venstre. Den forhenværende sundhedsminister, Ellen Trane Nørby, meddelte nemlig i går aftes, at hun stiller op til posten som næstformand.
- Jeg mener, at jeg vil være en stærkere næstformand i forhold til at samle partiet, siger Ellen Trane Nørby. Foto © : Philip Davali/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
10. september 2019 09:21

Dermed stiller hun op mod partifællen Inger Støjberg, der også har meldt sit kandidatur efter Kristian Jensens afsked med posten.

- Det har jeg efter grundige overvejelser og mange opfordringer besluttet. Det betyder, at Venstres medlemmer og delegerede får en mulighed for at vælge, hvilken profil de vil have som næstformand, siger Ellen Trane Nørby til avisen Danmark og fremhæver, at det ikke er et spørgsmål om at være mod Inger Støjberg.

LÆS OGSÅ Ellemann-Jensen aamma Støjberg Venstremi siuttuuniartut

- Hun skal have en central placering, men jeg mener, at jeg vil være en stærkere næstformand i forhold til at samle partiet, siger Ellen Trane Nørby.

Den tidligere næstformand, Kristian Jensen, trak sig, samtidig med at Lars Løkke Rasmussen sagde farvel til sin formandspost i partiet.

Til partiets formandspost er det indtil videre kun partiets politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, der stiller op.