Eksplosion på tog koster mindst 65 livet i Pakistan

Gasflaske eksploderede under madlavning i tog i Pakistan. Mange blev dræbt, da de forsøgte at hoppe af.
Passagererne var i gang med at lave morgenmad på et gasblus, da en gasflaske eksploderede. Foto © : Handout/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
31. oktober 2019 13:48

En brand i et passagertog i det sydøstlige Pakistan torsdag har kostet mindst 73 personer livet. Derudover skal over 40 personer være kvæstet.

Det oplyser sundhedsministeren i Punjab-provinsen, Yasmin Rashid.

Passagererne var i gang med at lave morgenmad på et gasblus, da en gasflaske eksploderede.

Flere passagerer forsøgte at undslippe flammerne ved at hoppe af toget, mens det var i fart.

Branden ødelagde tre af togets passagervogne.

De sårede er blevet hastet til hospitaler i lokalområdet.

Medbragte gasblus i smug er et generelt problem i Pakistan

Ifølge de første meldinger fra ulykken, der skete nær byen Rahim Yar Khan i Punjab-provinsen, var 13 personer omkommet. Men allerede på det tidspunkt advarede myndigheder om, at dødstallet sandsynligvis ville stige.

Pakistans jernbaneminister, Sheikh Rashid Ahmed, siger til et lokalt medie, at mange døde, da de forsøgte at hoppe af toget.

Ministeren oplyser, at det er et generelt problem i Pakistan, at folk i det skjulte tager små gasblus med på lange togture for at kunne lave mad.

Pakistans jernbanenet, der blev etableret under kolonitiden, er nedslidt og i forfald som følge af flere årtiers utilstrækkelige investeringer og manglende vedligehold.

I juli mistede 11 personer livet i en togulykke, og fire omkom i en anden ulykke i september.

I 2005 blev omkring 130 mennesker dræbt i en ulykke, som involverede tre tog på en station i Sindh-provinsen.