Eksplosion på russisk sprængstoffabrik dræber adskillige

Op mod 16 personer skal være dræbt i eksplosion på fabrik cirka 200 kilometer sydøst for Moskva.
Brandfolk ses her ved fabrikken, der fredag morgen brød i brand. Op mod 16 personer er døde i branden. Foto © : Russia''s Emergencies Ministry/Reuters
Skrevet af Ritzau
22. oktober 2021 12:08

Flere personer er fredag blevet dræbt i en eksplosion på en fabrik, der blandt andet producerer sprængstof, i det vestlige Rusland.

Det skriver flere nyhedsbureauer.

Eksplosionen skete nær byen Ryazan cirka 200 kilometer sydøst for Moskva.

Den regionale regering i Ryazan siger ifølge AFP, at "15 personer er døde, og en person har alvorlige forbrændinger". Den forbrændte er i kritisk tilstand.

Russiske Tass citerer en unavngiven kilde i beredskabet for, at 16 er døde.

- Ifølge vores seneste oplysninger er 16 personer døde i eksplosionen. Redningsarbejdere har fundet 12 lig, og fire andre er endnu ikke fundet, siger kilden ifølge det russiske nyhedsbureau.

Ulykken skete på en fabrik, der blandt andet producerer industriel sprængstof til civile samt ammunition til forsvarssektoren og gasgeneratorer til ubåde. Det skriver fabrikken på sin hjemmeside ifølge AFP.

Der er udsendt mere end 170 redningsarbejdere til området. Det oplyser det russiske ministerium for nødsituationer.

Ministeriet fik besked om branden fredag morgen klokken 08.22 lokal tid.