Ekspert: Drengene har højst sandsynligt fået det værre

Conni Gregersen har cirka 15 års erfaring som psykolog på døgninstitutionsområdet i Grønland og har skrevet en bog om socialpædagogisk og psykoterapeutisk behandling af grønlandske børn. KNR spurgte hende om, hvad børn som anbringes typisk har brug for.

- Børn, som man anbringer på døgninstitutioner, har jo faktisk brug for det, som man fra Tûgdliks side beskriver, at man gerne vil give dem: En strukturet hverdag, en respektfuld omgang, hvor man er interesseret i at afdække det enkelte barns personlighed og behov o.s.v. Problemet er, at sådan som det ser ud, passer praksis ikke til beskrivelsen, lyder Conni Gregersens vurdering.

Hun har fulgt Tûgdlik-sagen og gennemgået en del af sagsakterne, som Radioavisen har fået indsigt i. Og hun finder stribevis af beretninger om behandling, som hun betegner som krænkelser og vanrøgt af børnene, fx fysisk magtmisbrug og indespærringer.

- De sidder og går i opløsning, hvis man isolerer dem. Det vil sige, at man kan til hver en tid kan få de her børn gjort møre, hvis man lukker dem inde. Det er bare ikke det, man får sine penge for, og man har ikke lov til at gøre det. For det virker ikke opbyggende på drengen, det virker nedbrydende. Og når han kommer ud, er han måske mere "medgørlig", forstået på den måde, at så gør han i højere grad det, han bliver bedt om. Men han er ikke indefra blevet noget stærkere menneske. Han er blevet én, som det er blevet nemmere at manipulere med, end det var før.

I Tûgdliks egen beskrivelse af sin pædagogiske praksis står der bl.a. at "sanktioner pålægges som varslet".

Og kan der ikke være noget fornuftigt i at bruge sanktioner over for drenge som dem på Tûgdlik?

Conni Gregersen mener, at det er et helt forkert udgangspunkt.  

- Børnene er jo ikke anbragt, fordi de har gjort noget forkert. De er anbragt, fordi de skal have hjælp. Og hvis man skal bruge konsekvenspædagogik i forhold til børn på en socialpædagogisk institution, så skal det være med den hensigt at lære dem noget, de ikke har lært i forvejen. Så vi skal finde ud af, hvordan vi kan give dem noget af det, de mangler, eller noget, som kan kompensere for det, de mangler.

For børnene har i forvejen manglet og mistet rigeligt, påpeger hun:

- Mange af børnene, der er anbragt, de har mistet og mistet. Skal vi så også tage fra dem, når vi laver socialpædagogik? Nej. Vi skal give dem.
 
Ifølge Conni Gregersen har mange af drengene på Tûgdlik klaret sig igennem livet ved at lave et kraftigt ydre forsvar. En skal, der skal beskytte den bløde, sårbare dreng indenunder. Idéen med at anbringe er at få de to sider af barnet i balance. Men jo tykkere og hårdere den ydre skal er, jo dårligere er balancen i barnet:

- Hvis de børn bliver ved med at leve med krænkelser og straf, på en måde den samme mentalitet som de kender hjemmefra, så er det klart at man kommer til at bestyrke den udvikling, de allerede er igang med, og som man har betragtet som en slags fejludvikling. Og det vil sige, at man kan risikere, at de kommer i land fra skibet med en endnu tykkere skal, end den de havde, da de kom.