Efterskoler: Familier får penge tilbage under coronakrise

Den danske stat giver en kontant besparelse til forældre med børn på danske efterskoler. Det gælder også, hvis der kommer et nyt coronaudbrud til efteråret.
Folketinget har besluttet at yde økonomisk hjælp til forældre med børn på danske efterskoler, mens skolerne holder lukket under coronakrisen. Foto © : PR foto
04. april 2020 11:59

Siden 12. marts har efterskoler i Danmark holdt lukket for den daglige undervisning som følge af coronavirus. 

Alligevel har familier i Grønland og Danmark stadig en udgift til elevbetalingen. Men nu er der hjælp på vej fra den danske stat.

Onsdag vedtog et flertal i Folketinget en hjælpepakke på 540 millioner kroner, som skal yde økonomisk støtte til både efterskolerne og forældrene.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisoq: Efterskoleelever bør blive i Danmark - men kan få rejse hjem betalt

Aftalen giver alle forældre op til 1000 kroner tilbage hver uge per barn. Det gælder foreløbig for hele april, men det kan blive forlænget, hvis nedlukningen fortsætter.

Det skal forældre selv betale for efterskoleophold i Danmark

Beløbene er i gennemsnit pr. familie med ét barn på efterskole  i Danmark:

 

Årlig indkomst i husstanden på 0 - 340.000 kr. = 0 kr. i betaling

Årlig indkomst i husstanden på 340.000 – 500.000 kr. = 500 kr. i betaling

Årlig indkomst i husstanden på 500.001 – opefter = 1.150 kr. i betaling

Kilde: Sullissivik.gl

- Det betyder for de forældre, der har børn på efterskole lige nu, at i den periode, hvor skolen er lukket, får forældre op til 1000 kroner i refusion i forældrestøtten. Når børnene ikke er på efterskolen, skal de i virkeligheden heller ikke betale for at være på efterskolen, siger Torben Vind Rasmussen, der er formand for Efterskoleforeningen i Danmark.

Støtten kommer til familier med egenbetaling

Beløbet vil i første omgang blive givet til efterskolerne, som herefter sender beløbet videre til forældrene.

I dag giver både den danske stat og Selvstyret økonomisk støtte til forældre, der sender børn på efterskoler i Danmark. Det sker ud fra en fordeling i forhold til forældrenes indtægt.

Beløbet fra hjælpepakken kan dog ikke overstige det beløb, som forældrene selv betaler per uge, når alle tilskud er trukket fra, oplyser Efterskoleforeningen.

I dag får familier i Grønland med en årlig indkomst op til 340.000 kroner alle udgifter dækket, hvis deres barn skal på efterskole i Danmark. Familierne får derfor ikke gavn af hjælpepakken fra Folketinget.

Til gengæld vil familier med en højere indkomst kunne få gavn af hjælpepakken til betalingen af et efterskoleophold i Danmark 

Dækker også ved nyt corona-udbrud

Som en del af hjælpepakken gælder det også, at mulighederne om støtte kan træde i kraft, hvis Danmark bliver ramt af et nyt udbrud af coronavirus i det nye skoleår, oplyser Torben Vind Rasmussen.

- Hvis der kommer et nyt corona-udbrud i efteråret, så vil forældrene igen få op til 1000 kroner i refusion for forældrebetalingen, siger han.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut til grønlandske elever: Bliv i Danmark

Samtidig har danske efterskoler fået en pulje på i alt 20 millioner kroner, som skal sørge for, at forældre til efterskoleelever, der mister deres arbejde under corona-krisen, stadig kan sende et barn på efterskole i skoleåret 2020-2021.

Formanden for Efterskoleforeningen opfordrer derfor alle forældre - i Grønland, Færøerne og Danmark - til ikke at droppe planerne om et barns efterskoleophold i Danmark efter sommerferien - hverken på grund af corona eller økonomi.

- Skolerne har fået mulighed for at reducere prisen efter det her. Så det værste, man kan gøre, er at afmelde et ophold på grund af coronakrisen. Tværtimod skal man kontakte skolen og finde en løsning, siger Torben Vind Rasmussen.

Du kan læse hele hjælpepakken fra Folketinget her.