Eftersøgning mellem Aasiaat og Niaqornaarsuk: To savnede mænd er fundet i god behold
To mænd på henholdsvis 37 og 18 år er fundet i god behold i farvandet mellem Aasiaat og Niaqornaarsuk.
Det bekræfter Grønlands Politi over for KNR.
Siden tidligt i morges har Grønlands Politi haft gang i en eftersøgning både til vands og i luften for at finde mændene.
De to savnede var sejlet fra Aasiaat mod Niaqornaarsuk mandag den 10. januar.
Natten mellem tirsdag og onsdag var de endnu ikke nået frem, og derfor blev politiet kontaktet.
Onsdag formiddag omkring klokken 11 blev begge mænd så fundet i god behold i området omkring øen Akulliit af et civilt fartøj, som deltog i eftersøgningen.
Deres jolle var sunket, men det var lykkedes dem at komme i sikkerhed på land.
Kunne have gået grueligt galt
- De var sejlet ud i en åben jolle uden muligheder for at tilkalde hjælp. På egen hånd gav de sig selv dårlige odds for at overleve en nødsituation, men så galt gik det heldigvis ikke. Det var godt, de blev fundet, for ellers kunne det have gået grueligt galt, siger leder af vagtcentralen politikommissær Brian Thomsen i en pressemeddelelse.
Samtidig retter han en tak til alle, der deltog i eftersøgningen:
- Tak til Aasiaat Radio, SAR-helikopteren, Grønlands Politis egne enheder og Arktisk Kommandos enheder, som alle spillede en vigtig rolle i aktionen, siger Brian Thomsen og fortsætter:
- Særligt vil vi gerne takke de civile fartøjer, som på eget initiativ sejlede ud for at lede efter de to mænd. Takket være et af de fartøjer, så lykkedes det at finde dem, siger Brian Thomsen.