Eftersøgning af det forsvundne fly i gang

To redningshelikoptere, luftvåbnet og Air Zafari forsøger nu at finde det forsvundne fly, der ikke nåede frem som ventet til Kulusuk i går eftermiddags.
12. september 2014 10:34

I morges forventede man, at flyet ville befinde sig i nærheden af Kulusuk, hvor man kort før den planlagte landing havde radio-kontakt til flyet. Men området er blevet udvidet markant, efter at en borger i går observerede et mindre fly flyve vest på fra Kulusuk, oplyser NaviAir til KNR.

NaviAir Press oplyser ligeledes, at der en enkelt person ombord.

Eftersøgningen af det lille fly, som lettede fra Keflavik i Island og udelukkende navigerer visuelt – altså uden radar, er blevet forsinket med et halvt døgn pga. hård vind og tåge.

Men nu er en redningshelikopter i luften og en Sikorski-helikopter, der netop er ankommet fra Kangerlussuaq. Der er bedt om assistance fra luftvåbnet via en Challenger, og virksomheden Air Zafari er også ude og lede.

Den lille flyver havde formentligt brændstof til et par timer mere, så nu skal der ledes på det store areal.

Ifølge kilder til den islandske tv-station RÚV, er piloten ikke islænding.