Efter naturbrand: Beredskabskommission køber 50 jordspyd

Beredskabskommissionen har købt mosespyd for hurtigere at kunne slukke fremtidige naturbrande.
25. august 2019 11:50

I lidt over en måned kæmpede brandfolk mod naturbranden ved Kangerluarsuak Tulleq nordøst for Sisimiut.

Men først da Beredskabsstyrelsen i Danmark rykkede til branden med 38 mand og 13 ton udstyr, kom der has på flammerne. Derfor har Departementet for Natur og Miljø nu købt 50 mosespyd af Beredskabsstyrelsen. De 50 mosespyd blev nemlig specialfremstillet til slukningen af naturbranden.

De fungerer på den måde, at de bankes ned i jorden og tilføjer vand til den brændende tørv under jorden. På den måde kan spydene være med til at minimere en naturbrands udbredelse.

LÆS OGSÅ Frivillige klager efter naturbrand: Engangsmasker og mangel på udstyr

Departementet for Natur og Miljø planlægger desuden at afholde et seminar om naturbrande i samarbejde med de kommunale beredskaber, og så vil departementet også vurdere, om der er brug for nye nationale tiltag eller regler i forhold til at kunne begrænse risikoen for, at naturbrande opstår.

Hytter blev reddet

Branden nordøst for Sisimiut er nu slukket, men den har været en hård omgang for de lokale brandfolk. Det fortæller Anguteeraq Davidsen, som var med til at slukke flammerne, til KNR.

- Vinden skubbede branden nedad, og den udviklede store flammer, siger han.

For branden tog meget hurtigt til, og den bevægede sig nedad fjeldet i en højere hastighed, end hvad brande normalt gør.

- Vi forsøgte at slukke branden, imens vi var omsluttet af røg. Vi arbejdede hårdt for at redde hytterne, siger Anguteeraq Davidsen.

Se video om brandmændenes oplevelser herunder.

 

knr.gl: Naturbrand