Formand for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, var på valgnatten træt af, at stemmer fra Grønland og Færøerne kom rød blok i Danmark til fordel.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Efter brok: Blå partier har tidligere sikret magten med et grønlandsk mandat

De borgerlige partiformænd er sure over, at de nordatlantiske mandater kan afgøre valget i Danmark. Men i 2016 sikrede Venstre selv regeringen større magt takket være et grønlandsk mandat.

- På grund af stemmeafgivningen i Grønland er der et rødt flertal i Danmark. Ellers var der ikke et rødt flertal i Danmark.

Sådan lød det fra Lars Løkke Rasmussen under en partilederrunde på valgnatten.

Kommentaren faldt, kort tid efter det stod klart, at rød blok havde flertal med præcis 90 mandater takket være henholdsvis to røde mandater fra Grønland og ét fra Færøerne.

Dermed blev Løkkes parti, Moderaterne, ikke umiddelbart det, der afgør, hvem der kan danne regering i Danmark. Det så ellers sådan ud til tidligere på aftenen.

Også formanden for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, var træt af, at de nordatlantiske mandater skulle tælles med i den samlede opgørelse.

Sådan kan en regering i Danmark dannes

Folketinget består af 179 medlemmer. Fire af dem er fra Nordatlanten: To fra Grønland og to fra Færøerne.

For at få flertal i Folketinget kræver det 90 mandater.

Regeringen kan godt bestå af ét eller flere partier, uden det tilsammen giver 90 mandater. Det er en mindretalsregering.

Det kræver dog, at et flertal af Folketinget bakker regeringen op - også kaldet regeringens parlamentariske grundlag.

En regering i Danmark kan bestå, så længe den ikke har et flertal imod sig.

Kilde: Folketinget.dk

- Der er, når man tæller de nordatlantiske mandater med, et rødt flertal. Når man ser på danskernes stemmetal alene, er der et flertal imod Mette Frederiksen. Men nu er vores demokrati, som det engang er.

Aleqa Hammond sikrede støtte til blå regering

Men de borgerlige partier har tidligere selv udnyttet støtten fra de nordatlantiske mandater.

Kort før jul i 2016 tilbød Venstre daværende løsgænger i Folketinget, Aleqa Hammond, at hun kunne få formandsposten i Grønlandsudvalget på én betingelse: At hun ikke stemte imod Løkkes borgerlige regering i sager, der ville kunne vælte den - også kaldet i kabinetspørgsmål.

Det accepterede Aleqa Hammond.

Regeringen bestod dengang af Venstre, Liberal Alliance og Konservative Folkeparti - nøjagtig de samme partier, som nu kritiserer støtten til rød blok fra de grønlandske mandater.  

Sagen vakte dog stor kritik efterfølgende, da det kom frem, at daværende skatteminister Karsten Lauritzen (V) til en nytårskur i Lemvig fik sagt:

- Vi har sikret os stemme 91 ved at købe en grønlænder. Et af de grønlandske mandater har vi gjort til formand for Grønlandsudvalget mod, at hun så ikke stemmer mod regeringen i afgørende spørgsmål.

LÆS OGSÅ Skatteminister beklager 'grønlænder'-udtalelse

Handlen betød, at blå blok kunne stå en lille smule stærkere i sit flertal i Folketinget takket være Aleqa Hammond.

På det tidspunkt havde den borgerlige regering kun det mindst mulige flertal med 90 mandater - nøjagtig som rød blok har efter valget i tirsdags. 

Nordatlanten har afgjort flere sager i dansk politik:

1998: Færøsk støtte til Poul Nyrups regering

Ved folketingsvalget i 1998 var rød blok med Poul Nyrup Rasmussen i front meget tæt på at tabe til Venstres Uffe Ellemann-Jensen og rød blok. På Færøerne valgte vælgerne dog Jóannes Eidesgaard fra Socialdemokratiets søsterparti, Javnaðarflokkurin, i stedet for Edmund Joensen fra det borgerlige Sambandspartiet.

Forskellen på de to politikere var bare 176 stemmer. Det var nok til at sikre, at rød blok fik 90 mandater i Folketinget.

1971: Moses Olsens støtte til Jens Otto Krag:

I 1971 kom Moses Olsen fra Siumut i Folketinget, Han reddede Jens Otto Krags socialdemokratiske regering fra at vælte, da den manglede en stemme i en sag om love inden for boligområdet.

Daværende socialdemokrat Erhard Jacobsen truede med at stemme imod og dermed vælte regeringen. Han endte senere med at forlade partiet, mens regeringen blev reddet, da Moses Olsen stemte for boliglovene.

Sagen udløste dog få måneder senere et folketingsvalg.

Daværende gruppeformand for Venstre, Søren Gade, indrømmede da også, at handlen var lidt speciel.

- Det er måske lidt unaturligt, at vi giver posten væk. Men jeg synes, at det er naturligt, at udvalgsformanden er en repræsentant fra Grønland. Men det er klart, jeg er heller ikke komplet idiot. Jeg forærer jo ikke en formandspost væk for ingenting, sagde han i 2017 til Ritzau.

Til Ritzau siger Aaja Chemnitz, at hun i øvrigt blev ringet op af Lars Løkke Rasmussen på valgaftenen tirsdag for at høre, om hun ville pege på en blå regering. Det afslog hun.

Havde hun sagt ja, var det blå blok, som havde fået flertal til at forsøge at danne regering - også takket være Sambandspartiet fra Færøerne, som støtter Venstre.

Aki-Matilda og Aaja: Påfaldende og ironisk 

Ifølge grundloven er mandaterne fra Grønland og Færøerne ligeværdige medlemmer af Folketinget. Deres stemme tæller altså lige så meget som mandater, der er valgt i Danmark.

Alligevel var også Søren Pape Poulsen fra Konservative Folkeparti onsdag ude med riven mod Nordatlanten.

- De nordatlantiske mandater må gøre op med sig selv, om de synes, at de skal afgøre, hvem der skal være statsminister i Danmark. Det ser det ud til, at det vil de nok.

Ifølge Sermitsiaq.AG har hverken Aki-Matilda Høegh-Dam eller Aaja Chemnitz dog meget til overs for de sure miner hos Løkke og andre partiformænd.

- Det er jo påfaldende, at når vi fra Grønland beder om en større rolle i udenrigs- og sikkerhedsanliggender, så får vi at vide, at det kan ikke lade sig gøre på grund af grundloven, som ikke kan ændres. Nu taler man om, at man pludselig gerne vil ændre grundloven, fordi blå blok mangler et mandat, siger Aaja Chemnitz fra IA til Sermitsiaq.AG.

LÆS OGSÅ Aaja Chemnitz: Løkke ringede til mig på valgnatten og spurgte om min støtte

Også Aki-Matilda Høegh-Dam fra Siumut kritiserer de borgerlige partier i Danmark for at have kaldt Mette Frederiksen magtfuldkommen og for at være på kant med grundloven i sagen om aflivningen af mink.

Og nu udfordrer partiformændene selv grundloven ved at se skævt til mandaterne fra Nordatlanten.



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl