Professor: Effektivt fiskeri vil gøre samfundskagen større

Flere partier ønsker at sprede fiskeriet ud på flere hænder, men det kan blive en dyr strategi, da et mere ineffektivt fiskeri vil betyde færre indtægter til landskassen, vurderer formanden for Økonomisk Råd.
Skrevet af Thomas Munk Veirum
13. april 2018 10:12

Et af valgkampens store spørgsmål er, om partierne vil arbejde videre med forslaget til en ny fiskerilov, der blev førstebehandlet på efterårssamlingen. Siumut og Partii Naleraq har begge meldt ud, at de støtter forslaget, der blandt andet har til hensigt at sprede ejerskabet til kvoterne ud på flere.

Inuit Ataqatigiit skriver i sit valgprogram, at der skal et nyt kvotesystem til, som "sikrer at indtægterne fra fiskeriet fordeles retfærdigt og ejerskabet til kvoterne spredes mere demokratisk."

LÆS OGSÅ Selvstyret risikerer erstatninger på op mod to milliarder

LÆS OGSÅ Overskud i fiskeriet kan flyttes fuldt lovligt

Høj effektivitet er vigtigt

En spredning af fiskeriet kan dog blive svær at gennemføre, når politikerne på den anden side skal bruge penge til at udvikle velfærdssamfundet, vurderer formanden for Økonomisk Råd og professor i økonomi, Torben M. Andersen:

Lørdag 14. april kan du høre mere om, hvad politikerne vil med fiskeriet, når politikerne mødes i en direkte valgdebat på KNR TV.

Det er kl 19.30 på grønlandsk og kl 21 på dansk.

- Det er utrolig vigtigt at have en så høj effektivitet i fiskeriet som muligt. Det er den måde, man får skabt den største samfundskage, siger han.

Og det kan også give positive effekter i andre dele af samfundet end i fiskeriet.

- Det er måden man også sikrer sig, at ressourcerne anvendes fornuftigt, og at man har arbejdskraft, der kan bruges til andre ting og skabe et bredere erhvervsgrundlag i landet, siger Torben M. Andersen.

LÆS OGSÅ 400 mio kroner ekstra vil koste 430 arbejdspladser

Vælger politikerne at få flere ind i fiskeriet og på den vis gøre erhvervet mere ineffektivt, siger selvstyrets egne beregninger, at det vil betyde færre indtægter til landskassen.

Besparelser rammer ofte i den tunge ende

Og det kan få konsekvenser for de dårligst stillede her i landet:

- Generelt er det jo sådan, at mange af selvstyrets og dermed også kommunerne udgifter, de kommer de dårligere stillede i samfundet til gavn. Så hvis man er nødt til at lave besparelser, så vil der være en tendens til, at det især rammer den såkaldte tunge ende, siger Torben M. Andersen.