AWG2016 Edvard Kruse fik sølv i finger pull efter drama

<p>Gymnastiksalen på USK i centrum af Nuuk kogte torsdag eftermiddag, da Edvard Kruse kæmpede sig vej til de afsluttende kampe i finger pull.<br />&nbsp;</p>
Foto © : Thomas Veirum/KNR
Skrevet af Thomas Munk Veirum
11. marts 2016 07:33

Grønland sikrede sig endnu en medalje, da Edvard Kruse fra Qarsut ved Uummaannnaq torsdag vandt sølv i den åbne kategori for mænd i finger pul i Dene Games.

Edvard Kruse tabte til Christopher Martin fra Nunavik Québec i finalen efter en række overbevisende kampe, hvor han let besejrede modstanderne.

I semifinalen mødte han den senere bronzemedaljevinder Robert Strick fra Alaska – en kamp Edvard Kruse hurtigt afsluttede til sin fordel.

Robert Strick skulle efter nederlaget til Edvard Kruse møde Christopher Martin, der tidligere havde tabt en kamp, men havde vundet ”tabernes” gruppe.

Den kamp vandt Christopher Martin og derfor skulle guld og sølv fordeles mellem Grønland og Nunavik Québec.

Gymnastik salen på USK kogte, under de afgørende kampe med Christopher Martin, og det var helt tydeligt, at Edvard Kruse var på hjemmebane. Derfor gik der også et suk igennem salen, da han tabte kampene.

Efter nederlaget diskuterede den grønlandske træner Alfred Lindenhann med dommerne, da det grønlandske hold mente, at Christopher Martin havde tyvstartet – det er meningen, at atleterne langsomt lægger træk på hinandens fingre, og det grønlandske hold mente altså, at Christopher Martin havde trukket for hård – for hurtigt.

- Jeg mener, han startede for hurtigt, fortalte Edvard Kruser umiddelbart efter kampen til KNR.

Alfred Lindenhanns argumenter nyttede dog ikke noget, og dommerne erklærede Christopher Martin for vinder af finger pull-turneringen.

Efter medaljeoverrækkelsen var træner Alfred Lindenhann endnu ikke kommet sig helt over sin atlets nederlag.

-Hvis Edvard ikke er tilfreds, er jeg heller ikke tilfreds, lød det fra Albert Lindenhann, der dog tilføjede, at Edvard Kruse nu havde accepteret nederlaget.