Dyre fisk og billig olie sikrer stor fremgang

Gunstige priser sikrer stor fremgang for handelsbalancen.
Skrevet af Karsten Sommer
20. april 2017 14:34

Grønland har meget at takke vores rige ressourcer af fisk for. Grønlands Statistik præsenterer nemlig i dag, torsdag, nye tal for sidste års samlede udenrigshandel.

Og her udgjorde indtægter fra eksporten af varer i alt 3.718 millioner kroner. Og det tal gemmer altså på en stigning på hele 979 millioner kroner i forhold til 2015, svarende til 35,7 procent større eksport.

Fremgangen kan primært henføres til forøget eksportværdi af rejer samt hellefisk, hvor eksporten af disse varer er steget med henholdsvis 404 millioner kronter og 318 millioner kroner.

En krone sparet er en krone tjent 

Samtidig med at fiskene sælges til gode priser er vores import faldet. En kombination, som giver et særdeles flot resultat på handelbalancen.

Sidste år importerede vi således for 4.192 millioner kroner, hvilket var et fald på 295 millioner kroner i forhold til 2015, svarende til en nedgang i importen på 6,6 procent.

LÆS OGSÅ Det går frem for selskabernes økonomi

Der har primært været et fald i importen af mineral, brændsels- og smørestoffer, som er faldet med 300 millioner kroner, hvilket næsten er en halvering.

Alt i alt fører det til, at underskuddet på handelsbalancen sidste år var på 475 millioner kroner i 2016, hvilket er en forbedring af handelsbalancen på hele 1 milliard og 274 millioner kroner i forhold til året før.

Altså fortsat et underskud, men en stor fremgang.