Dronningen besøger igen prins Henrik på Rigshospitalet

Prins Henrik, der er indlagt på Rigshospitalet i København, har søndag eftermiddag fået besøg af dronningen.
Foto © : Gina & John Kislov
Skrevet af Ritzau
11. februar 2018 12:31
Versionist Mads Lynge

Dronning Margrethe er søndag eftermiddag til stede på Rigshospitalet for at besøge sin mand, prins Henrik. Det bekræfter Ritzau Scanpix' fotograf på stedet.

Tidligere på dagen har kronprinsparret og deres børn ligeledes besøgt prinsen.

Det samme har prins Joachim og prinsesse Marie med deres børn, prins Henrik og prinsesse Athena, og Joachims to sønner, prins Nikolaj og prins Felix.

LÆS OGSÅ Kongefamilien har besøgt prins Henrik på Rigshospitalet

To af prins Henriks brødre er ligeledes på vej til Danmark for at besøge deres bror på Rigshospitalet. Det skriver Ekstra Bladet. Det drejer sig ifølge mediet om Étienne og Jean-Baptiste de Monpezat.

- Min bror er meget syg, men vi ved ikke noget i øjeblikket, så derfor har min søster været på besøg. Jeg kommer på besøg, og min bror kommer senere, siger Étienne de Monpezat til Ekstra Bladet.

I weekenden besøgte prins Henriks søster Catherine de Monpezat sin bror på Riget.

LÆS OGSÅ Prins Henriks tilstand alvorligt forværret

Prins Henrik har været indlagt på Rigshospitalet siden 28. januar efter at have været i Sharm el Sheikh i Egypten.

Det har tidligere været meddelt fra kongehuset, at prinsen har fået konstateret en godartet svulst i venstre lunge, og at han skulle i behandling for en lungeinfektion.

Men siden meldingen om prinsens forværrede tilstand kom fredag, har der ikke været oplyst nyt om hans tilstand.

/ritzau/