Dronning Elizabeth vil holde tale for briterne under coronakrise

Coronapandemien har nu kostet knap 4000 briter livet.
Storbritanniens dronning Elizabeth II vil søndag aften henvende sig til det britiske folk i en tale om coronapandemien, der i øjeblikket rammer landet hårdt. Foto © : Paul Edwards/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
03. april 2020 15:31
Versionist Mads Lynge

Storbritanniens dronning Elizabeth II vil søndag aften henvende sig til det britiske folk i en tale om coronapandemien, der i øjeblikket rammer landet hårdt.

Det oplyser det britiske kongehus.

- Hendes majestæt dronningen har optaget en særlig udsendelse til Storbritannien og Commonwealth i forbindelse med coronavirusset, lyder det i en pressemeddelelse.

Den tv-transmitterede tale vil blive sendt klokken 17 grønlandsk tid søndag aften.

LÆS OGSÅ Prins Charles er smittet med coronavirus

Bortset fra sin årlige tale juledag er det yderst sjældent, at den nu 93-årige dronning taler direkte til det britiske folk.

Talen er blevet optaget i Windsor Castle, hvor dronningen bor med prins Philip.

Meldingen fra det britiske kongehus kommer, kort efter at Storbritannien kunne notere en kedelig rekord med 684 dødsfald det seneste døgn blandt coronapatienter i landet.

Det er det hidtil højeste antal blandt briterne og en stigning på 23 procent i forhold til dagen før.

Fredag morgen var det samlede antal smittede oppe på 38.168 i Storbritannien.