Droneangreb mod Saudi-Arabien truer olieproduktionen

To af Saudi-Arabiens olieanlæg blev lørdag morgen ramt af en række droneangreb.
Røgskyer stiger op ved et olieanlæg ejet af den saudiarabiske virksomhed Aramco Foto © : Hamad I Mohammed/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
15. september 2019 13:47
Versionist Ane-Marie Petersen

Anlæggene, der er ejet af en af verdens største olieproducenter, det statsejede Aramco, stod i flammer i flere timer, men brandene er nu under kontrol, har de saudiarabiske myndigheder oplyst.

Oprørere fra den shiamuslimske houthi-bevægelse i Yemen har efterfølgende taget skylden for angrebet, skriver Reuters. Gruppen betegner angrebene som gengældelse for de saudiskledede luftangreb i Yemen.

I en pressemeddelelse oplyser det statslige olieselskab Saudi Aramco, at angrebene har ødelagt halvdelen af Saudi-Arabiens olieproduktion, og at produktionen er blevet reduceret med 5,7 millioner tønder råolie om dagen.

Det svarer til mere end fem procent af den globale olieproduktion.

Saudi Arabien er verdens største olieeksportør og afskiber mere end syv millioner tønder råolie om dagen til destinationer rundt om i verden.

USA beskylder Iran for at stå bag lørdagens droneangreb på to saudiske olieanlæg.

Det skriver USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, på Twitter.

Udenrigsministeriet har dog ikke fremlagt beviser, der bakker op om Pompeos anklager.