Drik mindre - oplev mere: - Alkohol gør en lidt dum

En filmkonkurrence for gymnasier skal give et bud på en ny festkultur med mindre alkohol. Og dét satte tankerne i gang hos to af eleverne fra GUX Nuuk.
Mille Louise Rasmussen og Veronika Hansen er to af de elever på GUX Nuuk, der torsdag i sidste uge deltog i filmkonkurrencen 'Drik mindre - oplev mere', hvor hovedpræmien er en alkoholfri morgenfest for hele gymnasiet. Foto © : KNR
07. oktober 2019 10:53

Kamera, manuskripter og redigeringsprogrammer var fundet frem, da otte klasser på tværs af alle årgange på GUX Nuuk torsdag i sidste uge kæmpede om at lave den bedste kampagnefilm.

Alkoholkampagnen 'Drik mindre - oplev mere' er et samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden, og 27 gymnasier i Danmark og Grønland kæmper i år om hovedpræmien - en alkoholfri morgenfest.

Veronika Hansen på 17 år og Mille Louise Rasmussen på 19 går begge i 3.g. på GUX Nuuk og deltog i filmkonkurrencen.

Alkohol er en stor del af fest

Og det er svært at sige fest uden også at sige alkohol, siger Mille Louise Rasmussen.

- Tit, når man tager til en fest, så handler det om: hvem bliver fuldest, hvem kan gøre de skøreste ting og så videre. Derfor er alkohol en stor del af en fest, siger Mille Louise Rasmussen.

LÆS OGSÅ Gymnasieelever skal konkurrere i ny antidruk-kampagne

Torsdagens arbejde med filmen og oplæg om alkohols konsekvenser fik sat tankerne i gang hos Veronika Hansen.

- Jeg tror, det giver en rigtig stor øjenåbner. Man drikker for at have det sjovt. Men har man det egentlig sjovt? Det er alkoholen, der gør, at man har det sjovt, siger Veronika Hansen.

Men der er jo ingen, der tvinger de unge til at drikke. Så hvorfor fylder det alligevel så meget?

- Man er lidt trist, hvis man sidder og er mindre påvirket end alle andre. Så er man lidt udenfor. Man skal ligesom være på bølgelængde med andre, og det resulterer i, at man bliver ligeså fuld som alle andre, siger Mille Louise Rasmussen.

Usikkert om kampagne ændrer noget

Og selvom dagen har sat tankerne i gang, så er pigerne mere usikre på, om det grundlæggende kommer til at ændre deres forhold til alkohol.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut knapper op for de alkoholfrie øl

- Jeg er helt sikker på, at man vil tænke en ekstra gang over, hvad man gør, og hvilke valg man tager. For alt har jo ligesom konsekvenser. Men om det vil forhindre en i at lave lidt dumme ting, det ved jeg ikke. Alkohol er alkohol, og det gør en lidt dum, siger Veronika Hansen.

Det er første gang, et grønlandsk gymnasium deltager i konkurrencen.

Den bedste film fra GUX Nuuk skal konkurrere mod vinderfilmene fra de 26 andre gymnasier. Og hvem der ender med at vinde den alkoholfrie morgenfest, bliver afgjort den 13. december.