Drenge udgiver rapsang om misbrug og svigt

Det er smerteligt at blive anbragt uden for hjemmet og at blive valgt fra til fordel for misbrug. Det fortæller drenge fra 4. og 5. klasse på Atuarfik Samuel Kleinschmidt i Nuuk i en ny musikvideo.
Skrevet af Karline Platou
14. juni 2021 18:24

I dag har en gruppe drenge fra ASK udgivet en sang og en musikvideo med deres egne, personlige budskaber om et liv med svigt og misbrug.

Sangen handler også om drengenes ønsker om at forældrene respekterer deres børn og om at voksne skal tale åbent om, hvordan børnene har det.

De i alt ni drenge, der er mellem ni og til 14 år, har selv valgt hvad, de vil fortælle om i deres sang.

LÆS OGSÅ Børnetalsmand om børnedepartement: Jeg har store forventninger

De udtrykker deres følelser om det, at blive anbragt uden for hjemmet, selvom de allerhelst vil vokse op sammen med deres familie. Og de sætter ord på følelsen af at blive valgt fra til fordel for alkohol og hash:

- Den her rapsang kommer med direkte budskaber om, hvordan børn har det i forhold til at være bragt udenfor hjemmet, men også hvordan det er at have forældre, som har et misbrugsproblem.

- Så det er egentlig børnenes egne budskaber som vi har valgt at køre videre med, siger børnetalsmand Aviaaja Egede Lynge.

En af forældrene til de unge musikere, Johanne Davidsen var overvældet, da hun overværede præsentationen af musikvideoen.

- Det er overvældende, og selvfølgelig fældede jeg tårer. Teksterne er kraftfulde, og jeg var spændt på at høre dem.

- De har gjort det godt. Jeg kan sagtens sætte mig ind i mange forældre, der er misbrugere, og som ikke kan se, at der er en vej videre derfra. Men når man som jeg er ædru, får man flashbacks af sådan en præsentation, siger hun.

Forældre har også rettigheder

Aviaaja Egede Lynge understreger, at det er vigtigt at huske på at forældrene også har rettigheder.

- Forældrene har også ret til hjælp. Hele familien har ret til hjælp og selvfølgelig også børnene. Jeg synes at det nogen gange er lidt svært at få det fokus frem, selvom vi har forsøgt at få det frem, siger hun.

- En af grundene kan måske være, at der også er tendens til at pege fingre ad hinanden, hvis der er nogen børn som har det rigtigt svært. Så peger man enten ad kommuner, delvstyre eller forældre, siger Aviaaja Egede Lynge.