Medieforlig: DR skal stadig dække Grønland på trods af store besparelser

Der er lagt op til store besparelser hos Danmarks Radio i det nye danske medieforlig. Men der skal stadig være fokus på Grønland.
Foto © : Flickr
Skrevet af Kenneth Elkjær
30. juni 2018 15:40

Det nye medieforlig for de kommende fire år dikterer, at Danmarks Radio skal spare 20 procent af sit budget over en fem-årig periode.

Det har regeringen og Dansk Folkeparti besluttet. Det er dog ikke afgjort, hvor pengene skal spares.

Men det bliver ikke dækningen af Grønland og Færøerne, der skal skæres væk.

- DR skal dække mindretal i grænselandet, grønlandske og færøske forhold, de nordiske lande, EU samt formidle internationale perspektiver, lyder det i aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

I det nuværende medieforlig er Grønland også nævnt.

- DR skal styrke dækningen af grønlandske og færøske forhold, står der i medieforliget 2015-2018.

Folketingets partier skal nu forhandle om, hvor der skal spares i Danmarks Radio.