Donald Trump afsætter millioner til konsulat i Nuuk

Trump-administrationen agter at bruge godt fire millioner kroner på amerikansk konsulat i Grønland.
Trump-administrationen i et regeringsforslag fremlagt, hvor meget der skal sættes af til et amerikansk konsulat i Grønlands hovedstad, Nuuk. Foto © : Mike Theiler/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
19. februar 2020 15:18

Der var stort postyr, da den amerikanske præsident, Donald Trump, sidste år anførte, at han ville købe Grønland.

Det fik han ikke lov til, men planerne om et amerikansk konsulat i Grønland blev ikke skrinlagt af den grund.

Og nu har Trump-administrationen i et regeringsforslag fremlagt, hvor meget der skal sættes af til et amerikansk konsulat i Grønlands hovedstad, Nuuk.

Således fremgår det af et regeringsforslag, at Trump agter at afsætte 587.000 dollar - godt fire millioner kroner.

Det skriver det amerikanske medie Politico.

LÆS OGSÅ USA søger officiel repræsentant til Grønland

Det vil imidlertid ikke blive USA's første permanente konsulat i Grønland.

USA åbnede nemlig et konsulat i Grønland i 1940 efter Nazitysklands besættelse af Danmark, men konsulatet lukkede i 1953.

I december oplyste Udenrigsministeriet, at det havde accepteret USA's planer om at åbne et konsulat i Nuuk.

LÆS OGSÅ Amerikansk konsulat i Nuuk godkendt

Dermed er den formelle godkendelse af projektet også på plads.

Ifølge Politico bliver regeringsforslaget efter al sandsynlighed godkendt i Kongressen. Det skyldes, at Grønland for USA har en strategisk vigtig beliggenhed.

Sjældne mineraler og de militære muligheder gør det sandsynligt, at Kongressen siger god for forslaget. Det fortæller en embedsmand i regeringen til Politico.

De amerikanske planer om at genåbne et konsulat i Grønland har været kendt siden august sidste år.

Efter et møde med USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, i november slog Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), også fast, at et amerikansk konsulat i Nuuk var på vej.

Konsulatet skal ifølge nyhedsbureauet AP ansætte syv medarbejdere.

Det har tidligere lydt, at konsulatet ventes at åbne i løbet af 2020.

 /ritzau/