Dobbeltløn til nordatlantiske mandater er til debat i Folketingets ledelse
De nordatlantiske mandaters mulighed for at få dobbeltløn under orlov i Folketinget kommer nu til debat.
Danmarksdemokraternes Karina Adsbøl, der er medlem af Folketingets ledelse, Præsidiet, vil stille et beslutningsforslag for at få ændre folketingsloven. Det skriver Ritzau.
- Vi synes, at det er dybt urimeligt, at når man ikke varetager sit hverv og sidder i et andet parlament - at man så skal have dobbeltvederlag.
- Det er ikke rimelig brug af skatteborgernes penge, siger Karina Adsbøl til Ritzau.
Det bakker SF over for Ritzau op om.
- Jeg synes, at vi skal harmonisere de danske regler med de færøske og grønlandske, så man ikke får dobbelt, siger Karsten Hønge, der er SF's medlem af Præsidiet til mediet.
Handler om troværdighed
Folketingsmedlem fra Inuit Ataqatigiit Aaja Chemnitz er ikke en del af Præsidiet, men følger debatten tæt fra sidelinjen. Hun bakker også op om, at nordatlantiske folketingsmedlemmer ikke bør have mulighed for dobbeltløn under orlov.
- Hvis man søger orlov, må man også forvente, at man går på orlov, og det vil sige orlov uden løn. Når det gælder for vores danske kollegaer, synes jeg også, at det skal gælde for de grønlandske og færøske folketingsmedlemmer.
- Så når vi siger, at vi gerne vil ligestilles, må vi også ligestilles, når det går den anden vej, at det er orlov uden løn til de grønlandske folketingsmedlemmer, hvis man er medlem af Inatsisartut, siger hun.
Tilbage i 2014 var Aaja Chemnitz i en kort periode selv medlem af både Inatsisartut og Folketinget. Hun oplyser, at hun dengang valgte kun at få løn fra Folketinget.
- Det er troværdigheden hos os politikere, der er allermest på spil. De signaler man sender til befolkningen skal man være ekstra opmærksom på, når man er folkevalgt, siger Aaja Chemnitz.
Kun i Folketinget
I Grønland er det ikke muligt at få betalt orlov fra Inatsisartut. Ifølge Ritzau er der på Færøerne en lovændring på vej, så det fra næste lagtingsvalg heller ikke er muligt at få orlov med løn fra Lagtinget for at sidde i Folketinget.
Men anderledes står det til i Folketinget, hvor det altså er muligt at få dobbeltvederlag under orlov.
Naleraqs Aki-Matilda Høegh-Dam fik i september godkendt orlov med vederlag fra Folketinget under efterårssamlingen i Inatsisartut. Samtidig har Elvira Kûitse (N) også fået løn, mens hun har været vikar for Høegh-Dam i Folketinget. Det skriver Ritzau.
Aki-Matilda Høegh-Dam gentopager arbejdet i Folketinget mandag.
KNR har forsøgt at få et interview med Aki-Matilda Høegh-Dam. Det har ikke været muligt, men i et skriftligt svar på, hvad hun tænker om debatten, skriver hun:
- Det er i min optik et internt dansk anliggende, som de danske partier og Folketingets Præsidium må håndtere. Det er deres parlament og deres regler, og derfor ser jeg ingen grund til, at jeg som mandat skal kommentere på noget, der ikke engang vedrører mit land, min befolknings rettigheder, eller vores egne parlamentariske ordninger.
- Jeg respekterer deres ret til at tilpasse deres parlament som de vil, og jeg forventer naturligvis den samme respekt udvises for vores parlament, skriver Aki-Matilda Høegh-Dam.
Ifølge Inatsisartuts dokumenter om vederlag modtager menige inatsisartutmedlemmer per 1. april 2024 48.291 kroner om måneden.
Medlemmer af Folketinget får et månedligt vederlag på 70.906 kroner plus pension. Lagt sammen udgør de to vederlag 119.197 kroner om måneden.