DNAG har kig på veluddannede grønlændere

Manglen på kvalificeret arbejdskraft i Grønland kommer tydeligt til udtryk, når man kigger i jobportalerne. Samtidig er der over 3000 veluddannede grønlændere i Danmark, der kunne sidde i netop de stillinger, men problemet er, at få dem hjem til Grønland og til alle de ubesatte stillinger. Det viser en undersøgelse, fra DNAG.
Skrevet af Naimah Hussain
05. juli 2011 09:27

Og dertil kommer stillingerne i den private sektor, som også trænger til kvalificeret arbejdskraft, som ikke består af korttidsansatte fra andre lande, primært Danmark, lyder det fra Juliane Henningsen, medlem af den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget for IA.

- En af Grønlands største udfordringer er manglen på kvalificeret arbejdskraft. I Danmark er der en veluddannet skare af grønlændere, der uden tvivl ville kunne bestride de mange ledige stillinger i Grønland, lyder det fra Juliane Henningsen i en pressemeddelelse.

De mange kortidsansatte fra især Danmark er uundværlige, men det medfører en række konsekvenser for det hjemlige arbejdsmarked:

- Det gør det svært at opretholde en kontinuitet og planlægning i arbejdet. Kan noget af den tilkaldte arbejdskraft i fremtiden erstattes af mennesker med baggrund i Grønland og kendskab til samfundet - og ikke mindst med lyst til at bosætte sig i Grønland - så vil landet være godt hjulpet på vej i den fortsatte udvikling mod et selvbærende samfund, siger Juliane Henningsen.

Den Nordatlantiske Gruppes tre undersøgelser om grønlændere i Danmark viser, at der ud af de godt 18.500 grønlændere i Danmark er cirka 3100 første generations grønlændere, som umiddelbart vil kunne træde ind på det grønlandske arbejdsmarked. Mindst 80 procent af dem har kompetencegivende uddannelser, især inden for de områder, hvor der lige nu annonceres med ledige stillinger, viser undersøgelsen.