Diskobugten tæt på isvinter

Vinteren i år udvikler sig tilsyneladende til en strengere isvinter, end vi har haft de seneste mange år. Og det får konsekvenser for Royal Arctic Lines besejling af Diskobugten.
30. december 2011 11:34

Issituationen sig hastigt i Diskobugten. Og det kolde, men stabile vejr fortsætter tilsyneladende i den kommende tid, oplyser den operationelle koordinator hos DMI's istjeneste, Keld Quistgaard.

Han oplyser, at Vestisen er mere fremskreden end de seneste 15 år.

- Det ser ud til at blive koldt i hele den periode, vi kan se frem. Og det betyder, at det ligner en vinter som i de gode gamle dage, da det var god latin at have skibene ude af Diskobugten omkring jul, siger Keld Quistgaard.

Royal Arctic Line har derfor set sig nødsaget til allerede nu at meddele kunderne, at vinterperiodens planlagte anløb af Aasiaat, Ilulissat, Qasigiannguit, Qeqertarsuaq og Kangaatsiaq ikke kan garanteres.

- Afhængig af vejret, og isens udvikling, er der stor risiko for hele eller delvise annulleringer af anløb i den kommende tid, oplyser rederiet i en pressemeddelelse.

Royal Arctic Line forventer dog med overvejende sandsynlighed at kunne gennemføre anløb for de allerede bookede godsmængder, men kan ikke garantere det. Og for de efterfølgende rundrejser er der øget risici for aflysninger af enkelte - eller i værste fald alle - anløb i Diskobugten.