Det sker i Inatsisartut i dag

Onsdagen i Inatsisartut starter med den traditionelle spørgetime klokken 10.
Foto © : Nils Baum/Bureau for Inatsisartut
Skrevet af Karsten Sommer
09. november 2016 07:24

Og her er det eet af de nye medlemmer i Naalakkersuisut, Sara Olsvig, ny Naalakkersuisoq for sociale anliggender, Familie, Ligestilling og justitsvæsen, der er i ilden.

Og derefter klokken 11 tager Inatsisartut hul på en dag med kun 2 punkter på dagsordenen.

Først et forslag fra IA´s Ane Hansen, der ønsker at borgmestre ikke må drive privat virksomhed ved siden af sit borgmesterhverv.

Forslaget indstilles til forkastelse, blandt andet fordi et flertal i udvalget mener at det kan blive svært for selvstændige erhvervsdrivende at påtage sig hvervet som borgmester.

Og efter det, resterer blot Udenrigspolitisk redegørelse 2016, som naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq står for.

Mon ikke den vil indeholde et par betragtninger om nattens amerikanske præsidentvalg?