Det sker i Inatsisartut i dag

Inatsisartut har i dag torsdag kun fire punkter på programmet. Alle forespørgselsdebatter.
Foto © : Nils Baum/Bureau for Inatsisartut
Skrevet af Karsten Sommer
26. maj 2016 07:22

Først slår Partii Naleraqs Anthon Frederiksen et slag for at børneinstitutionslederes administrative ansvar skal mindskes.

Han mener at de mange administrative opgaver gør det svært for vuggestue- og børnehavelederne at deltage i de vigtige pædagogisk udviklende tilbud til børnene.

Næste punkt på dagsordenen handler om hash.

Her vil løsgængeren Naaja Nathanielsen og IA´s Agathe Fontain have debat omkring hvad der skal til for at stoppe hash- og alkoholmisbrug blandt børn og unge?

De foreslår etablering af en behandlingsgaranti for børnene og de unge, der får konstateret et misbrug. Og vil have tilbuddet til at træde i kraft senest 14 dage efter at misbruget er kommet til myndighedernes kendskab.

Torsdagens tredje dagsordenspunkt tager fat på uligheden i det grønlandske samfund.

Det er IA-formand Sara Olsvig, der med bekymring ser på tal, der viser at den sociale ulighed i Grønland er stigende.

Debatten om, hvorvidt samfundets goder fordeles retfærdigt og solidarisk er en debat, vi aldrig må stoppe, skriver Olsvig, og henviser til tal fra Grønlands Statistik, der viser at Grønland har den højeste ulighed i forhold til andre nordiske lande og EU.

Dagen slutter med endnu en forespørgselsdebat - denne gang på initiativ af Siumuts Vivian Motzfeldt.

Hun mener at engelsk bør være første fremmedsprog i folkeskolen, i stedet for dansk.

Engelsk er det vigtigste sproglige kommunikationsmiddel i verden, og bedre engelskkundskaber vil øge de unges muligheder for at tage videregående uddannelser i andre lande end Danmark, argumenterer Vivian Motzfeldt.