Det sker i Inatsisartut i dag

Dagens forhandlinger i Inatsisartut starter med 3. behandling af et forslag, der skal støtte op om iværksætterkulturen her i landet.
Foto © : Nils Baum/Bureau for Inatsisartut
Skrevet af Karsten Sommer
10. maj 2016 06:51

Forslaget åbner blandt andet mulighed for at give folk, der ønsker at starte egen virksomhed, mulighed for kurser og rådgivning omkring det at drive en virksomhed.

Alle partier støtter forslaget.

Et andet punkt på dagsordenen får eenstemmigt fastslået at de skattemæssige fradrag til Grønlands skatteydere forbliver uændret i 2017.

Det vil sige at personfradraget fortsat vil være 48.000, at man derudover har et standardfradrag på 10.000 samt at man må tjene 5000 skattefrit som B-indkomst.

Senere på dagen skal endnu et slag omkring uranudvindingen slås.

IA´s Aqqaluaq B. Egede foreslår, at Naalakkersuisut pålægges at arbejde for et forbud mod affaldsdeponering i forbindelse med udvinding af uran og andre radioaktive stoffer i Grønland.

I sin begrundelse anfører han blandt andet at fåreavlerne i Sydgrønland i sommers opponerede mod at Sydgrønland skal lægge land til uranaffald.

Aqqaluaq B. Egedes forslag opnår dog ikke støtte fra Naalakkersuisut, der mener det vil umuliggøre minedrift i Grønland, og at det er normal praksis at man deponerer restprodukter fra minedrift i samme land som udvindingen foregår.

Vittus Qujaukitsoq understreger dog at der kun vil blive givet tilladelse til minedrift, hvis mineselskaberne kan dokumentere at udnyttelsen sker på en miljø-, sikkerheds- og sundhedsmæssig forsvarlig måde.

Og der er også afslag til et andet forslag fra IA´s Kalistat Lund, som gerne vil have bygden Alluitsup Paa tilsluttet Qorlortorsuaq-vandkraftværket.

- Det ville godt nok være en god GRØN løsning, men desværre ikke en samfundsøkonomisk ansvarlig løsning, skriver naalakkersuisoq for natur og miljø, Mala Høy Kúko i sin afvisning af forslaget.