Det rene Fatamorgana

Det er inspirerende at rejse væk fra Grønland for at dygtiggøre sig. Men ligeså dejligt at komme hjem og vise hvad man har lært. Det får man et eksempel på i aften i kulturhuset Taseralik i Sisimiut, når dels den unge fotokunstner Inuuteq Storch, dels rockbandet Small Time Giants indtager kulturhuset med både en fotoudstilling og en koncert.
Skrevet af Karsten Sommer
30. september 2011 07:42

Inuuteq Storck, som er fra Sisimiut, startede sidste år på en et-årig uddannelse på den prestigefyldte fotoskole Fatamorgana i København.

Hans interesse for fotografi blev synlig allerede da han gik i skole, og i 2009 udstillede Inuuteq for første gang i Taseralik og viste fotografier, der ikke kun var præget af tekniske færdigheder, men også af en fin fornemmelse for komposition og æstetik.

Den ny udstillingen bærer præg af Inuuteqs skolegang på Fatamorgana, hans kompositioner er blevet skarpere, og hans kunstneriske udtryk stærkere, lover Taseralik.

Og når man har kigget fotos, fortsætter aftenen med rockgruppen Small Time Giants, der til daglig slår sine folder i Århus, men stammer fra Qaqortoq.

Bandet optrådte med stor succes ved årets Grønland i Tivoli-event,  og nu får også det grønlandske publikum mulighed for at høre deres anderledes og spændende musik.  Det er bandets første koncert i Grønland, og i næste uge er det Nuuk der står for tur til at lytte til bandet.