Det nye folketing samles

I dag træder det nyvalgte danske Folketing for første gang sammen.Det er dog stadig med den gamle regering på ministerbænkene. Den ny danske regering lader stadig vente på sig.
Skrevet af Karsten Sommer
29. september 2011 07:20

Mødet i dag skyldes kun at grundloven kræver, at Folketinget samles senest 12 hverdage efter et Folketingsvalg - og det er i dag.

Men dagens program er kort. Som det folketingsmedlem, der har siddet i Folktinget længst, skal Bertel Haarder indlede mødet. Han vil dernæst foreslå Mogens Lykketoft som midlertidig formand for Folketinget.

Mogens Lykketofts eneste opgave i dag er så at lede valget af et udvalg til godkendelse af valget - og så i morgen klokken 13 kan Folketinget efter alt at dømme mødes for at godkende sig selv.

På tirsdag starter Folketingsåret så rigtigt - efter alt at dømme med en ny regering, hvis regeringsaftale forventes præsenteret på søndag så de ny ministre kan udpeges af dronningen på mandag.