Det første fly fra New York er landet

Den direkte forbindelse mellem New York og Nuuk er nu en realitet.
På en grå lørdag landede det første fly fra New York. Og det blev fejret i lufthavnen i Nuuk. Foto © : Nicole Sander / KNR
14. juni 2025 22:30

Klokken lidt over halv syv lørdag aften kunne man skimte det første direkte fly mellem Nuuk og New York på den grålige himmel over Nuuk. 

Og klokken 18.35 - helt efter planen - ramte flyets hjul den forholdsvis nye asfalt på landingsbanen foran de mange fremmødte lokale, der stod på i vejsiden og kunne se landingsbanen. Flyet blev - som traditionen foreskriver - modtaget med vandkanoner og blå blik fra lufthavnens brandbiler. 

Flere lokale var mødt op for at se landingen. Foto © : Nicole Sander / KNR

Udover salutten blev begivenheden fejret med en reception i lufthavnen, hvor naalakkersuisoq for Erhverv, Råstoffer, Energi, Justitsområdet og ligestilling, Naaja H. Nathanielsen, samt direktøren for Greenland Airports, Jens Lauritzen, og vicepræsidenten for United Airlines, Patrick Quayle, satte ord på den nye forbindelse.

En af passagerene havde klædt sig ud som en isbjørn, da han steg ud af flyet. Foto © : Nicole Sander / KNR

De fremhævede alle, hvilke muligheder der ligger i den nye rute.

– Bare en kort flyvetur væk fra USA kan I finde et smukt arktisk samfund. Vi håber, mange af jer vil komme og opleve vores land fra syd til nord og fra vest til øst. Hver region med sine egne særlige eventyr til at stimulere krop og sjæl, forenet i stolthed over vores land, sagde Naaja H. Nathanielsen i sin korte tale.

Men hun fremhævede også nogle af forskellene på de to lande.

- I stedet for fastfood har vi mad, der bevæger sig hurtigt, før vi fanger det, og vi tilbyder autenticitet, skønhed og en god oplevelse, sagde hun blandt andet.

Oplagte muligheder i et samarbejde

Senere satte hun flere ord på mulighederne overfor KNR.

- Ruten åbner til et meget stort marked i USA, og noget af det vi gerne vil er, at udvikle turismen. Vi kan se, det allerede nu spiller en ret stor rolle i vores økonomi, og der er oplagte muligheder i et samarbejde mellem USA og Grønland, sagde Naaja Nathanielsen

Hun understregede dog, at på et politisk plan, er der nogle elementer, der er uhensigtsmæssigt.

- Men hvis vi bare ser det fra et erhvervsperspektiv, så giver det rigtig god mening at kigge på det amerikanske marked i forhold til turisme.

- Og det her er endnu en mulighed for at fortælle amerikanerne, at vi er grønlændere. At vi ikke er danskere, at vi ikke er amerikanere, og det ønsker vi heller ikke at blive. Det her er en mulighed for at kunne sige det til dem og fortælle dem om vores land, vores demokrati og vores ambitioner.

Den officielle ceremoni i lufthavnen blev afsluttet med, at talerne skar en kage for, og festlighederne blev kort efter guidet ned i byen til en fest for de inviterede.