- Det er min borgerpligt at stemme

Ved det sidste valg til Folketinget i 2015 stemte bare halvdelen af os. Vi har spurgt folk i Nuuk, om de er parat til at stemme i morgen.
Knud Østergaard har boet i Grønland i 34 år, og ligesom så mange gange før skal han stemme i morgen. Foto: KNR Foto © : KNR
Skrevet af Jens Betak
04. juni 2019 16:50

I morgen skal vi til stemmeurnerne for at stemme til folketingsvalget. 

Men ved de seneste valg er stemmeprocenten i Grønland faldet. Ved det sidste valg til Folketinget i 2015 stemte bare halvdelen af os. 

Derfor gik KNR på gaden for at spørge folk, om de har tænkt sig at rejse sig fra sofaen og bevæge sig ned til stemmeurnerne i morgen. 

Den grønlandske stemmeprocent til de danske folketingsvalg:

I 2007: 64 procent.

I 2011: 57 procent.

I 2015: 50 procent.

Knud Østergaard har boet i Grønland i 34 år, og ligesom så mange gange før skal han stemme i morgen:

- Ja, det har jeg da, fordi det er en borgerpligt. Jeg har endnu aldrig glippet en mulighed for at stemme til et valg, siger han. 

Han stemmer dog ikke på det samme parti, som når der er valg til Inatsisartut. 

- Jeg stemmer på dem, som er de mest velegnede til at repræsentere mine synspunkter. Så det kan godt være en fra rød blok, selv om jeg er en "blå blokker", siger Knud Østergaard.

Også Henriette Lynge Boller har tænkt sig at stemme. For hende er det vigtigt at stemme på en kandidat, som er god til dansk.

- Jeg synes, det er vigtigt, at det er en person, der er velformuleret på dansk. For hvis personen ikke kan formulere sig på dansk, er det et problem. Netop til folketingsvalget er det vigtigt, siger Henriette Lynge Boller. 

Vi mødte ægteparret Svendsen, der begge ser frem til at stemme til Folketingsvalget:

Foto © : KNR

- Jeg stemmer selvfølgelig på den kandidat, som vil arbejde for hele landet. Jeg hælder også mest til kandidater, der gerne vil arbejde for børnenes bedste, siger Niisi Svendsen.

Han har endnu ikke bestemt sig for, hvor han vil sætte sit kryds, men hans kone Augustine Svendsen har bestemt sig:

- Jeg stemmer på den kandidat, jeg plejer at stemme på, siger Augustine Svendsen

På KNR’s tur gennem Nuuk mødte vi lige så mange personer, som vil stemme, som personer der ikke vil stemme. Men de, som ikke vil stemme, vil ikke interviewes. Det tætteste, vi kommer på det, er Sebastian Enequist.

- Måske, det kan godt være. Jeg følger ikke rigtigt med, derfor er jeg i tvivl, om jeg skal stemme, siger Sebastian Enequist.