Det danske forsvar åbner sekretariat i Grønland

I løbet af næste år vil forsvaret åbne et såkaldt InterForce sekretariat i Nuuk. Sekretariatet bliver placeret ved Arktisk Kommandos hovedkontor.
Med InterForce styrker vi også Forsvarets rekrutteringsgrundlag i Grønland, siger den danske forsvarsminister Trine Bramsen. Foto © : Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Skrevet af Malik Brøns
04. december 2019 08:54

Sekretariatet skal blandt andet sørge for, at samarbejdet mellem personer, der beskæftiger sig med frivilligt beredskabsarbejde, og de virksomheder, som de er ansat hos, bliver styrket, skriver forsvaret i en pressemeddelelse.

Den danske forsvarsminister, Trine Bramsen, håber på flere grønlandske rekrutter med dette tiltag.

LÆS OGSÅ Forsvarsminister vil have flere grønlændere i Arktisk Kommando

- Styrkelse af samarbejdet med Grønland om Forsvarets opgaver i Arktis er en af mine vigtigste prioriteter. Det handler bl.a. om øget inddragelse af grønlændere i opgaveløsningen. Med InterForce styrker vi også Forsvarets rekrutteringsgrundlag i Grønland, siger forsvarsminister Trine Bramsen.

Forsvaret søger nu en grønlandsk- og dansksproget koordinator til det kommende InterForce sekretariat.