Derfor er amerikansk og fransk kystvagtskib i Nuuk

- Ultimativt er vores mål at sikre, at Arktis forbliver sikkert, siger den amerikanske kystvagt.
Både den amerikanske kystvagt (billedet) og den franske kystvagt deltager i den årlige "Exercise Argus" øvelse sammen med Arktisk Kommando. Foto © : Petty Officer 2nd Class Diana Sherbs, U.S. Coast Guard
Skrevet af Anders Dall
08. juli 2022 05:54

Hvis du har undret dig over, at der lige nu driver udenlandske militærskibe rundt ud for Nuuk, kan du få svaret her.

Under navnet ”Exercise Argus” er Arktisk Kommando i denne uge i gang med en større øvelse, hvor USA og Frankrig deltager.

Formålet er at blive dygtigere til redningsoperationer, de såkaldte search and rescue-operationer, og blive stærkere til at håndtere mulige scenarier for miljøforurening.

Derfor bidrager USA blandt andet med et hold af specialister inden for netop de opgaver. Det fortæller Camilla Schouw Broholm, der er presseofficer hos Arktisk Kommando.

- De har sendt et helt hold af folk herover, så vi kan lære af hinanden og blive endnu bedre til at samarbejde, hvis der skulle ske noget, siger hun.

Foto © : Petty Officer 2nd Class Diana Sherbs, U.S. Coast Guard

I forgrunden ses det amerikanske skib "Oak" under øvelsen sammen med Arktisk Kommandos inspektionsskib, Ejnar Mikkelsen, og en helikopter fra Air Greenland. Foto: Petty Officer 2nd Class Diana Sherbs, U.S. Coast Guard

 

Foruden skibe fra den amerikanske og franske kystvagt samt et inspektionsskib fra Arktisk Kommando, deltager også to helikoptere fra Air Greenland i øvelsen. 

Derudover er politiets båd fra Sisimiut sejlet med til Nuuk, efter besætningerne har været i gang med lignende øvelser i starten af ugen i netop Sisimiut.

USA: Fundamentalt for sikkerheden, at vi kan samarbejde

Hos den amerikanske kystvagt er det fundamentalt at kunne samarbejde for at kunne holde det arktiske område så miljømæssigt stabilt som muligt. 

- Ultimativt er vores mål at sikre, at Arktis forbliver sikkert og miljømæssigt stabilt. Det sigter vi efter og den eneste måde, vi kan opnå det, det er ved at samarbejde, siger presseofficer i den amerikanske kystvagt for det atlantiske område, Daniel A. Schrader.  

Et sådant samarbejde er for eksempel fuldstændig afgørende, hvis der skulle opstå en situation, hvor et krydstogtskib kommer i havsnød, og der skal iværksættes en masseevakuering, og der samtidig opstår et stort olieudslip, forklarer han. 

Og det er Camilla Schouw Broholm fra Arktisk Kommando helt enig i. 

- Vi er her fra Arktisk Kommando, men vi ville få brug for hjælp fra vores samarbejdspartnere, lyder det fra presseofficeren.

En årlig øvelse

”Exercise Argus” er i princippet en årlig øvelse, men det varierer fra gang til gang hvilke lande, der deltager.

-  Det er ikke hvert år, man kan garantere, at de samme nationer deltager i de enkelte øvelser. Det kommer an på en prioritering fra de enkelte lande af, hvad man har lyst til at sende af enheder og kapaciteter til at være med, siger hun.

Foto © : Petty Officer 2nd Class Diana Sherbs, U.S. Coast Guard

Det amerikanske kystvagtskib, USCGC Oak har både været i Sisimiut og er nu i Nuuk sammen med aktører fra Arktisk Kommando og den franske kystvagt. Foto: Petty Officer 2nd Class Diana Sherbs, U.S. Coast Guard

 

Og det har man altså fra amerikansk og fransk side prioriteret i år. 

Øvelserne i Nuuk-området foregår til og med lørdag.