Erik Jensen: Der skal bygges syv små lufthavne

Flere byer her i landet skal have landingsbaner, det slog landets naalakkersuisoq for infrastruktur fast på et pressemøde tirsdag.
Foto © : Jonas Fievé/KNR
Skrevet af Jonas Fievé
11. oktober 2017 06:41
Versionist Connie Fontain

De syv regionale landingsbaner skal bygges i Qeqertarsuaq, Qasigiannguit, Kangaatsiaq, Narsaq, Nanortalik, Tassiilaq og Ittoqqortoormiit.  

Selvom det var tilbage på efterårssamlingen 2015, at Inatsisartut besluttede, at der skal anlægges de syv nye landingsbaner, så er finansieringen endnu ikke på plads.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut vil udvikle det samlede lufttrafiksystem

Det kommer nok på finansloven for 2019

Naalakkersuisoq for infrastruktur henviser derimod til finansloven for 2019, når snakken falder på, hvordan de regionale landingsbaner skal finansieres.

- Det er først i 2019, at byggeriet kan igangsættes, så det må vi forhåbentlig håbe på, at alle partier også til den tid vil bakke det op. Fordi det er jo en Inatsisartutbeslutning, der er blevet vedtaget, og det arbejder vi også fuldt ud efter i Naalakkersuisut, siger Erik Jensen.

Naalakkersuisut kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om, hvad de forventer, det vil koste at anlægge de regionale landingsbaner, da projekteringen af de nye lufthavne ifølge Erik Jensen knap nok er begyndt.

Derfor kan naalakkersuisoq for infrastruktur heller ikke svare på, om pengene til alle syv projekter skal findes i finansloven for 2019, eller om de skal fordeles over flere år.

- Det kan jeg ikke udtale mig om lige på nuværende tidspunkt. Som sagt er der rigtigt meget arbejde, der først skal igangsættes, før vi kan sige noget konkret om, hvordan det hele skal finansieres, siger naalakkersuisoq for infrastruktur, Erik Jensen.