Den Store Svømmedag: Svømmehallen Malik blev nummer fem

Den Store Svømmedag er traditionen tro blevet afholdt den første søndag i oktober i forskellige svømmehaller rundt om i Danmark.
Svømmehallen Malik opnåede en 5. plads i konkurrencen, hvor 38 svømmehaller deltog. Foto © : Svømmehallen Malik
Skrevet af Karsten Sommer
07. oktober 2019 15:01

Svømmehallen Malik i Nuuk deltog for 15. gang sammen med 37 andre svømmehaller rundt om i Danmark.

Stævnet er for børn, unge og ældre. Det er både for dem, som normalt færdes i en svømmehal, men det er samtidig også et arrangement, der har til hensigt at få borgere, der normalt ikke benytter de lokale svømmehaller, til at kigge forbi og tage en dukkert i bassinet.

I Svømmehallen Malik hoppede 195 personer hoppede i vandet, og deltagerne i Nuuk svømmede i alt 354 kilometer og 625 meter.

Ni af deltagerne svømmede over 10.000 meter i de seks timer, som konkurrencen varede, fortæller svømmehallen i en pressemeddelelse.

En enkelt deltager, Jonas Tetzschner, svømmede imponerende 21 kilometer og 800 meter.

Svømmehallen Malik opnåede med de resultater en flot 5. plads i konkurrencen mellem de 38 svømmehaller.

Den Store Svømmedag er arrangeret af Dansk Svømmeunion.