Den britiske prins Philip er død

Dronning Elizabeths mand, 99-årige prins Philip, er død, oplyser det britiske kongehus.
Den 99-årige prins, der frem til sin død var gift med dronning Elizabeth, sov stille ind på Windsor Castle, oplyser kongehuset. Foto © : Scanpix
Skrevet af Ritzau
09. april 2021 10:07

Den britiske prins Philip er død.

Det oplyser det britiske kongehus fredag på sin hjemmeside.

Den 99-årige prins, der frem til sin død var gift med dronning Elizabeth, sov stille ind på Windsor Castle, oplyser kongehuset.

Prinsen var indlagt på hospitalet i omkring en måned fra midten af februar til midten af marts. Han var blandt andet igennem en operation i forbindelse med hjerteproblemer, inden han blev udskrevet 16. marts.

Prins Philips officielle titel er hertug af Edinburgh, og han har danske rødder som oldebarn af Christian IX.

Han blev født 10. juni 1921 som Philip, prins af Danmark og Grækenland, og tilhører ligesom dronning Margrethe den glücksborgske kongeslægt.

LÆS OGSÅ Britisk kongefamilie: Harry og Meghan vil altid være elsket

Prinsens seneste offentlige optræden var ved en militærceremoni ved Windsor Castle i juli sidste år.

Prins Philip og dronning Elizabeth har opholdt sig i kongeslottet vest for London under det seneste års coronanedlukninger.

Prins Philip og dronning Elizabeth fik fire børn sammen. Den ældste, 72-årige prins Charles, er nummer et i den britiske tronfølge.

Prinsens indlæggelse i februar og marts faldt sammen med et interview med prins Harry, prins Philips barnebarn, og hertuginde Meghan.

Her kom parret, der har trukket sig fra sine kongelige forpligtelser, med flere kritiske udtalelser om det britiske kongehus.

Kongehuset oplyser fredag, at det inden for den kommende tid vil komme med yderligere information om, hvordan man tager afsked med prinsen.