Demonstration mod Naalakkersuisut aflyses på grund af Kielsens USA-tur

Gruppen "Nok er nok" havde planlagt en demonstration i Nuuk, men det udskydes, oplyser arrangøren.
"Nok er nok" arrangerede to demonstrationer i slutningen af november i forbindelse med den nye finanslov, der lagde nye afgifter på sukker, slik, alkohol. Foto © : Ane-Marie Petersen, KNR
08. februar 2020 12:27

En tredje demonstration mod landets politikere - og Naalakkersuisut især - var planlagt til at ske lørdag, men gruppen "Nok er nok" udskyder demonstrationen, fordi formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, i disse dage er i USA for at promovere grønlandsk olie og gas.

Det fortæller Panninguaq Louisa Rosing, som er en af folkene bag bevægelsen.

- Vi udskyder demonstrationen til et andet tidspunkt, fordi Kim Kielsen er i Texas, siger hun.

Hun ved endnu ikke, hvornår demonstrationen udskydes til.

"Naammaleqaaq! Nok er nok!" startede som en facebookgruppe på initiativ fra utilfredse borgere. En gruppe, der er vokset til at have over 4200 medlemmer.

LÆS OGSÅ Forsøger for tredje gang: Demonstration foran Inatsisartut igen lørdag

Bevægelsen arrangerede to demonstrationer i slutningen af november. Utilfredsheden brød især ud i lys lue, da Siumut, Nunatta Qitornai og Demokraterne vedtog en finanslov, der henover en nat lagde nye afgifter på sukker, slik, alkohol.

Derudover var nogle demonstranter utilfredse med, at finansloven samtidig med afgifterne indeholder en sænkning i selskabsskatten.

Det var dråben, der fik glasset til at flyde over. Demonstranterne fremhævede også, at naalakkersuisut prioriterer lufthavne og lavere selskabsskat højere end velfærd og børn.

Tilbage i november afviste Kim Kielsen blankt demonstranternes krav.

- Folk må selv bestemme, om de vil ryge, drikke øl eller, hvor meget sukker og hvor mange poser de vil købe. Det er deres eget valg, sagde han til KNR.

- Man skal huske, at det er borgerne, der demokratisk har stemt. De, der blev stemt ind, har med et flertal besluttet, hvordan Naalakkersuisut skal arbejde.

Efter det stoppede demonstrationerne. Og efterårssamlingen sluttede. Men utilfredsheden bobler stadig.