Demonstranter og politi kolliderer over mangel på mad i Chile

Et fattigt område i Chiles hovedstad er hårdt ramt af coronakrisen og protesterer over mangel på mad.
Myndighederne i Santiago skriver i en erklæring, at familier sulter i det fattige område El Bosque, hvor mange borgere ikke har et job. Foto © : Ivan Alvarado/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
19. maj 2020 07:57

Demonstranter og politi er stødt sammen i udkanten af Chiles hovedstad, Santiago, mandag lokal tid.

Her har demonstranter kastet brosten og brændt bunker af træ, mens politiet har svaret igen med tåregas og vandkanoner.

Protesterne skyldes mangel på fødevarer som følge af coronaviruspandemien.

Myndighederne i Santiago skriver i en erklæring, at familier sulter i det fattige område El Bosque, hvor mange borgere ikke har et job.

Stor efterspørgsel på mad

Byens distrikt har været i karantæne siden midten af april.

- De sidste uger har vi haft en stor efterspørgsel på mad. Vi er i en meget kompleks situation med sult og mangel på arbejde, siger El Bosque-borgmester Sadi Melo mandag.

I en tv-transmitteret tale siger Chiles præsident, Sebastián Piñera, senere mandag, at regeringen vil levere 2,5 millioner kurve med mad og rengøringsartikler til hjemmene i El Bosque. De vil blive leveret sent i denne uge eller i begyndelsen af næste uge.