Demokraterne vil stå fast på skattelettelser

Demokraterne vil kræve skattelettelser for at indgå i en koalition efter valget.
Foto © : Niels Thomsen
Skrevet af Thomas Munk Veirum
23. april 2018 16:33

Valgkampen er gået ind i sin sidste hektiske fase, og partierne kæmper om vælgernes gunst til det sidste.

Fredag lovede Siumut at arbejde for skattelettelser til en værdi af 300 millioner kroner via et beskæftigelsesfradrag til indkomster under 250.000. Et fradrag som Inuit Ataqatigiit også har støttet.

Lidt senere fredag lagde Demokraterne en video på Facebook, hvor partiets kandidat Niels Thomsen udtaler, at skattelettelser er en betingelse for, at Demokraterne vil indgå i en koalition efter valget.

Og Demokraterne går også ind for at indføre et beskæftigelsesfradrag, oplyser Niels Thomsen til KNR, men han ønsker ikke at komme med konkrete procenter i forhold til, hvor meget personskatten skal sænkes.

Thomsen: Den offentlige sektor skal være mere effektiv

- Vi har selv tidligere forslået et beskæftigelsesfradrag, men metoden til at sænke skatten er underordnet, siger Niels Thomsen.

Han understreger, at pengene skal findes ved at effektivisere den offentlige administration og ikke ved at udskrive en topskat eller ekstra afgifter.

LÆS OGSÅ Siumut og IA vil begge indføre beskæftigelsesfradrag

Han kan dog ikke pege præcist på, hvordan administrationen skal slankes:

- Der skal spares over hele linjen, men de varme hænder skal bevares, siger Niels Thomsen.

Flere politikere har tordnet mod den offentlige administration i valgkampen, men historisk set er det ikke lykkedes for politikerne at styre udviklingen.

I 2013 oversteg antallet af ansatte i Selvstyret 4000 medarbejdere og i 2018 var det tal vokset til 4.518 ansatte.