Justus Hansen fra demokraterne mener, at Charlotte Ludvigsen har udvist dårlig dømmekraft og er fordærdet over, at borgmesteren har turet sig til en vaccine. Foto: KNR / Malik Brøns

Demokraterne om borgmesters køkultur: På grænsen af magtmisbrug

Støttepartier kritiserer Charlotte Ludvigsen for at springe vaccinekøen over. Demokraterne mener, at det er på grænsen til magtmisbrug og mødes i dag med borgmesteren for at få en forklaring.

Siumut var som de første ude og kritisere Charlotte Ludvigsen for at snyde i vaccinekøen.

Nu melder Sermersooq-borgmesterens egne støttepartier sig i koret. Skarpest er tonen fra Demokraternes gruppeformand og 1. borgmester i kommunen, Justus Hansen, der kalder fremgangsmåden meget uacceptabel:

Borgmester-vaccinesagen:
 

  • Torsdag 22. juli blev der tilbudt vacciner til alle i Nuuk på skolen USK fra klokken 14 til 17.
     
  • Men allerede før klokken 17 måtte vaccinationsarrangørerne sende folk hjem. Der var nemlig ikke flere vacciner tilbage. 
     
  • Interessen for vaccinen startede allerede før, dørene blev slået op. Her stod flere mennesker i kø i forvejen, for at blive stukket. 
     
  • Og køen blev i løbet af dagen længere og længere. På et tidspunkt nåede køen at strække sig helt tilbage til Hotel Hans Egede. Her oplevede folk altså at vente timevis, indtil der blev meddelt, at der ikke var flere vacciner tilbage.  
     
  • Tidligt på dagen gik borgmester Charlotte Ludvigsen og tre af hendes embedsmænd forbi køen og blev lukket ind ad en anden dør. Embedsmændene skulle hjælpe med at holde styr på køen udenfor. 
     
  • Ifølge vaccinationskoordinator Anna Wangenheim truede de sig til vaccine - ellers ville de ikke hjælpe med køen. 
     
  • Kommunen afviser, at der var tale om trusler - og borgmesteren mener, at der må være tale om "en misforståelse."
     
  • Hun har undskyldt for at springe køen over og blive vaccineret før de mange ventende. 

 

  • Selvstyret sagde også undskyld for, at der ikke var vacciner nok til alle: "Vi må erkende, at vi har fejlet, når vi ender med at sende så mange personer hjem uvaccineret, efter de har stået flere timer i regnen. Det er naturligvis utilfredsstillende at møde op uden at kunne få vaccinen. Vi beklager dybt håndteringen af dette vaccinationsevent".

- Det viser en dårlig dømmekraft fra borgmesteren, at hun ikke kan se, at der er en lang kø, og at hun kommer ind og ud bagdøren for at komme foran i køen. (…) Vi ser alle andre ministre og politikere stå i køen, som alle andre. Sådan skal det være, siger Justus Hansen.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisoq om borgmesters vaccine: Det er uacceptabelt

Samme holdning deler Naleraqs Emanuel Nuko, der er 2. viceborgmester i Kommuneqarfik Sermersooq:

- Det skal ikke ske igen. Vi er alle sammen lige, uanset om vi er politikere eller ej. Derfor er det ikke acceptabelt, hvis sådan noget gentager sig i fremtiden, siger han. 

Krav om uvildig undersøgelse 

I eftermiddag mødes Demokraterne med Charlotte Ludvigsen for at høre hendes udlægning af sagen. Uanset hvad, vil Demokraterne dog kræve, at der bliver sat gang i en uvildig undersøgelse af forløbet:  

- Vi vil have belyst, hvad der er sket, og hvem der har været med. De ting som vi hører fra sundhedspersonalet om trusler, er vi meget forfærdede over, så det kræver vi en tilbundsgående undersøgelse af, siger Justus Hansen.

Hermed er Demokraterne altså på linje med Siumut i Kommuneqarfik Sermersooq, der vil have, at sagen skal undersøges nærmere.

Både Demokraterne og Siumut vil først tage stilling til, hvilke konsekvenser det skal have for Charlotte Ludvigsen, at hun har sprunget over i køen, når den undersøgelse er klar. 

Kommentarer



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl

KNR TV: TekstTV

Tjek information her:

TTV s 113 Dagligt opdaterede nyheder

TTV s 400 Flyinformation ankomst/afgang

TTV s 350 TV oversigt

TTV s 610 Radio oversigt