Demokraterne kræver undersøgelse af brud på tavshedspligt

Demokraterne vil have Inatsisartuts formand til at iværksætte en undersøgelse af beskyldningerne mod Aleqa Hammond for brud på sin tavshedspligt.
Skrevet af mlk
13. november 2009 07:54

- Undersøgelse af Aleqa Hammond er påkrævet. Sådan lyder kravet fra Demokraterne i dag, efter beskyldninger mod Siumuts formand Aleqa Hammond i avisen AG og på den nye netavis aviisi.gl. Ifølge AG og Aviisi.gl har Siumut-formanden brudt sin tavshedspligt fra Udvalget til Valgs Prøvelse ved at viderebringe oplysninger om en dom, som Atassuts formand Gerhardt Petersen skal have fået.

- Dette er en yderst alvorlig anklage, som Demokraterne vil bede Formandskabet for Inatsisartut om at undersøge til bunds, skriver Demokraterne.

Er anklagerne sande opfordrer Demokraterne til, at Aleqa Hammond straffes med udelukkelse fra Inatsisartuts mødes i 14 mødedage.

- Det er Demokraternes håb, at sagen ikke har noget på sig, da et brud på netop denne tavshedspligt vil være dybt skadeligt for Inatsisartuts omdømme i befolkningen. Men vi mener samtidig, at det må være i alles interesse – ikke mindst Aleqa Hammonds – at sagen bliver undersøgt til bunds, skriver partiet i en pressemeddelelse.