Demokraterne er optimistiske trods tilbagegang

Trods en generel tilbagegang på landsplan i de foreløbige tal, er Demokraternes formand Jens B. Frederiksen optimistisk:
Skrevet af Mads Lynge
12. marts 2013 22:43

- Lad os nu lige se tallene i sidste ende, fordi det er jo traditionelt i de større steder vi får mest, og nok også specielt i Nuuk. Så vi venter stille og roligt og ser hvordan aftenen udvikler sig, siger Jens B. Frederiksen til knr.gl.

Inuit Ataqatigiits Sara Olsvig vil også først vente på mere valide tal, før hun vil udtale sig yderligere:

- Jeg tror vi skal vente på de resterende firefemtedele af stemmerne er talt, og så se hvordan det ser ud. Men det bliver meget tæt, så jeg er meget spændt på hvordan det udvikler sig, siger IA's Sara Olsvig.

Nu har i været i Naalakkersuisut i fire år, og nu får i vælgernes dom. Har i haft svært ved at få jeres budskab ud til folk:

- Bestemt ikke. Vi har jo fået stabiliseret økonomien, og det er noget af det vigtigste. Det er simpelthen for at have råd til velfærd i årene, der kommer, og det håber jeg selvfølgelig vil fortsætte uanset hvem der bliver naalakkersuisut. For det vigtigste for os er, at vores børn kan gå i skole gratis, de får god undervisning, vi har et sundhedsvæsen, og så videre, siger Sara Olsvig.

Det tredje koalitionsparti, Kattusseqatigiit Partiiat, står til at miste deres ene mandat, og ryger helt ud af Inatsisartut. Og det var en skuffet formand, knr.gl talte med:

- Vi må se i øjnene, at vi står til tilbagegang, og det er selvfølgelig overraskende. Men vi mangler størstedelen af tallene fra Diskobugten, hvor vi traditionelt står godt, så vi er fortrøstningsfulde, siger formand for Kattusseqatigiit Partiiat, Anthon Frederiksen.

Han mener, at hans rolle som medlem af naalakkersuisut har spillet en rolle for partiets evne til at viderebringe deres budskab:

- Da jeg blev medlem af naalakkersuisut, blev mine muligheder for at udtale mig på partiets vegne begrænset, og jeg tror det har spillet en rolle i partiets tilbagegang, siger Anthon Frederiksen.