Demokrater og Trump freder unge indvandrere i ny aftale

Topdemokrater i USA oplyser, at de er enige med præsident Donald Trump om en aftale, der beskytter tusindvis af unge indvandrere mod deportering.
Foto © : Gage Skidmore/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
14. september 2017 08:15

Aftalen blev annonceret af Demokraternes ledere i Senatet og Repræsentanternes Hus, henholdsvis Chuck Schumer og Nancy Pelosi.

Annonceringen kom efter en middag i Det Hvide Hus. Her blev parterne enige om at beskytte knap 800.000 indvandrere, der er kommet illegalt til USA som børn.

Den store gruppe af indvandrere var tidligere beskyttet af ordningen Daca, der blev indført af tidligere præsident Barack Obama.

Tidligere på måneden oplyste USA's justitsminister, Jeff Sessions, at Daca-ordningen ville blive tilbagekaldt.

/ritzau/AP