Demokraatit: Vi kan i princippet samarbejde med alle - også Siumut

Demokraatit er klar på at genoptage samarbejdet efter valget, hvis Siumut har styr på partiets indre linje.
Koalitionen med Demokraatit, Siumut og Nunatta Qitornai sad på magten i omkring otte måneder, før Demokraatit trak sig 8. februar. Foto © : KNR/ Anne Meisner Synnestvedt
05. marts 2021 10:17

Hvis Siumut får styr på den interne strid i partiet, er Demokraatit parat til at genoptage et samarbejde efter valget. 

Det fortæller partiformand Jens-Frederik Nielsen.

- Jeg er åben overfor at samarbejde med alle - også med Siumut. Selvom der har været problemer med dem internt, så regner jeg med, at sådan nogle ting er blevet fejet af banen efter et valg, siger han.

Det er ellers ikke mere end en måneds tid siden, at Demokraatit kappede båndet til Siumut, som partiet sad i regeringskoalition med. 

Demokratiit valgte at trække sig, fordi partiet oplevede, at Siumut havde ændret sin politiske linje, efter at siumutterne fik ny formand tilbage i november. 

LÆS OGSÅ Demokraterne forlader koalitionen

Jens-Frederik Nielsen oplevede, at Siumut lagde an til en mere ventreorienteret retning end før, og så lagde den nye hovedbestyrelse også en anden linje i forhold til konkrete ting som for eksempel høringen af det omstridte mineprojekt i Sydgrønland, Kuannersuit.

Og da Jens-Frederik Nielsen smækkede med koalitionsdøren i starten af februar, hed det, at Demokraatit ville stoppe alt samarbejde med Siumut. De så sig heller ikke som støtteparti, som det er nu.

- Der var en lang række ting, hvor det blev usikkert, hvor Siumut stod. Når man er i et samarbejde, bliver man nødt til at kunne stole på hinanden. Men vigtigst af alt er det at sikre, at de aftaler, man har indgået, bliver overholdt. Det var ingen sikre på på det tidspunkt, siger Jens-Frederik Nielsen. 

Demokraatit forlod en koalition, der endte i mindretal. Siumuts formand, Erik Jensen, forsøgte at finde andre legekammerater, men det var ikke muligt. Til sidst blev der så udskrevet valg. 

Men hvis et valg betyder, at Siumut får styr på de indre linjer, er Demokraatit klar til at samarbejde igen, slår Demokraatit-formanden fast.

- Vi bliver nødt til at sikre, at vi allesammen går samme vej, siger partiformanden og tilføjer: 

- Også selvom der er ting i sådan nogle aftaler, som man ikke nødvendigvis er enige i, men som man er gået på kompromis omkring, så er vi nødt til at sirke, at vi vil det samme i det store billede.