De vil også bore efter olie i Nordøstgrønland

Udbudsrunden i Grønlandshavet er endnu en succes for Grønlands licenspolitik, skriver Råstofdirektoratet i en pressemeddelelse.
Skrevet af Mads Lynge
17. december 2012 16:39

Ved ansøgningsfristen den 15. december, har direktoratet nemlig modtaget 11 ansøgninger om efterforsknings- og udnyttelsestilladelser efter olie og gas i Grønlandshavet, og ansøgningerne kommer i tre ansøgningsgrupper.

Da der er konkurrence om flere af de udbudte licensblokke, er næste skridt en omfattende vurderings- og forhandlingsforløb inden de bedste ansøgninger vælges:

- Resultatet af udbudsrunden er en vigtig milepæl i opnåelse af en langsigtet og bæredygtig samfundsøkonomi i Grønland. Licenspolitikken for Grønlandshavet er en naturlig videreførelse af de succesfulde udbudsrunder, som vi tidligere har afholdt, og det er meget glædeligt at se en lige så stor interesse for havet ud for Østgrønland, som vi har set i tidligere udbudsrunder ud for Vestgrønland, skriver medlem af Naalakkersuisut for Råstoffer Ove Karl Berthelsen.