VIDEO & BILLEDER: De grønlandske AWG-atleter er landet i Canada

AWG-delegationen, der tæller over 160 atleter, trænere, kulturfolk, hjælpere, og repræsentanter fra GIF, journalister og særligt inviterede gæster landede i Canada fredag eftermiddag, lokal tid.
Skrevet af Simon Uldum -
17. marts 2018 16:55

Fredag formiddag vrimlede det med forventningsfulde unge mennesker med røde huer og lange røde frakker i Kangerlussuaq.

Deltagerne var kommet fra hele Grønland, for at tage den 4,5 time lange flyvetur til Yellowknife i Canada.

LÆS OGSÅ 107 atleter udtaget til AWG i Canada

 

Humøret var højt

Selvom mange holdt vejret, da der over Air Greenlands højttalere i lufthavnen blev meddelt at Air Greenlands Norsaq var forsinket på grund af tekniske problemer, var humøret højt.

Der blev både sunget, grinet og hilst på de andre deltagere og øvet i Dene Games.

Og da det endelig blev annonceret at Norsaq var klar til afgang, blev der jublet og råbt hurra i afgangshallen.

LÆS OGSÅ Air Greenland sponsorerer AWG-deltagernes rejse til Yellowknife

Lang tur til værtsbyerne

Efter ankomsten i Yellowknife og en tre timer lang konteol af de canadiske toldmyndigheder, gik turen videre med busser og lejede biler til værtsbyerne Hay River og  Fort Smith.

En lang rejse på 10-11 timer gennem det canadiske landskab, men de unge atleter holdt humøret højt og nåede sikkert frem.

Søndag gælder det åbningsceremonien i Hay River, som bliver sendt direkte på KNR fra klokken 23.00.

LÆS OGSÅ Bibi Chemnitz klæder AWG-deltagerne på